Hymne til Abel

 Tekst af Storme van Dijk

Jeg drak mig selv fuld for et godt stykke tid siden og tog cyklen hjem. Og dér mens jeg cyklede fandt jeg på en gåde. Den gik sådan her: Hvad er jeg? Om natten spytter jeg til venstre, om dagen, til højre. Sagen er at da jeg vågnede havde jeg glemt svaret. Jeg var den eneste i verden der kunne have kendt svaret, og derfor voksede gåden sig over mit hovede. Birkegaard gættede og han gættede på en arbejder, der på vej til sin post tager sin gang ned af en vej hvor pisserenden ligger til højre for ham, og hvor han spytter i den og så igen modsat når han om natten vender hjem, spytter i den igen. Jeg kunne godt lide budet, men det var nu forkert. Ikke at kunne huske en sandhed er en usikkerhed og det burde dermed gøre alting muligt for at være sandt. Jeg vidste ikke hvad der var sandt, men jeg var sikker på hvad der var usandt. På den måde gør det glemte svar på en gåde, både gåden til den mest gådefulde gåde, men samtidig også til den mest invalide, da alle svar jo så kunne være korrekte og dermed gjortaf intet mystik, ingen gåde. Jeg kom på svaret et par dage efter, men den må du vente med at høre til til sidst i teksten.

Lars Ivan havde engang stillet mig en anden gåde i vores tid på deltidsjobbet den gang vi studerede. Den gik sådan: hvilket våben kan med et slag slå en fjerdedel af verdens befolkning i hjel, prompte? Det er så smuk en gåde fordi at svaret ikke gemmer sig direkte i det spørgende - altså om hvilket våben, men snarre skal det findes i det mystiske antal af ofre. En fjerdedel af verdens befolkning. Svaret skal findes i ikke at spørge hvilket redskab der har sådan en effekt, men i stedet starte med hvem der kunne have gjort det. Og det var Kain. Den første morder, den ene søn blandt de eneste fire mennesker på jorden. Våbenet var angiveligt en æselkæbe eller en kampesten, og offeret var Abel. At de var de fire første mennesker må gøre Abel, til den første i himmeriget. Jeg tænker på det af og til, hvordan det måtte have været at vente dér. Fik han opmærksomhed? De fleste ville tænke at det at være alene med Gud må være som at være alene med farmor. Men ud fra Kain og Abels forældres færden at dømme, kan jeg ikke forestille mig andet end at han måtte være konstant under strengt opsyn. Måske mentalt ubevidst, som manden der forsvinder når man vender sig om. Men to øjne måtte hvile på ham, og Guds øjne hviler altid, men her var det anderledes da man formegentligt ville stødde ind i Gud oppe af dagen, eller spise sammen til aftensmad.

Var dette så et himmerige? Gensynet var jo ikke trådt til endnu i himmeriget, så dette måtte være blot endnu et liv. En total forvirring. Måske en fortvivlelse. Abel havde i vente at Kain ville komme før eller siden, for Gud tilgav jo Kain. Men først der ville det blive til et langt ophold. Alle disse fremmede gæster ville møde op i evig tid og Abel ville stå for foden af et topløst bjerg af håndtryk. Døden skræmmer mig personligt først hvis jeg tænker på det evige liv. 

Kain var klart den mest interessante af de to, han var den syndige, men Abel fik heller aldrig en chance. Han er det bibelske symbol på den der opholder sig det forkerte sted, til det absurde faktum at han ikke kunne være andre steder. Abel var smuk og begavet, han var uskyldig og kun hans ofring til Gud blev grunden til Kains misundelse. I det gamle testamente ligger fokuset på det mørke i Kain, som det sågar ligger på det mørke ved livet. Det er kristendommens fokus, hvordan tilværelsen er en pinsel og efterlivet det forskønnede. Men Abel holder sig ude af dette mørke, han viser sig som det gode eksempel, og så endda som et ud af de første mennesker, uden noget erfaring. Han er den eneste i sin familie der ikke er blevet forvist af Gud, men han bliver alligevel ikke fremhævet som andet end offer for sin broders fortørnelse. Abel skal ikke ses som et offerlam synes jeg, og han skal heller ikke have ansvar for alt det gode, blot han alene var den eneste. Det bemærkelsesværdige må være at i en verden af syndere, bliver man selv synderen. Himlen blev ham et helvede, eller i det mindste formålsløst. Hvad nytte var det at være den gode bror når resten af verden var ham imod. Det handler om de eneste ting. De eneste ting som der findes på jorden. Sjældenhed er egentligt værdiløst. Det er min påstand, som den lyder denne uge.

Min gåde som lød: Hvad er jeg? Om natten spytter jeg til venstre, om dagen, til højre. Svaret er en cykelist. Om natten er fodgængerne ude i byen, men der er nærmest ingen cykelister, mens om dagen er der fyldt på cykelstierne, men langt færre fodgængere. Ja, det er en dårlig gåde, især så snart jeg fandt svaret. Men i et kort øjeblik var gåden en gåde for sig selv og det er nok for mig. Vi må værne om de ting vi ikke kan huske, for de findes et sted og venter.