Mit underjordiske paradis - anden del

Del 2.

"Først nu blev her mørkt"
Skrevet af Storme van Dijk
Redigeret af Estorme Vandachino

Jeg skulle udgrave det der en dag skulle gøre en stor og prægtig motorvej, som havde til formål at binde regionerne sammen, i én underjordisk kørebane. Selvom at jeg havde været med på opgaven i lidt over halvandet år nu, var vi både langt fra færdige og langt fra start. Jeg udgjorde kun graveplanens hold 11 og 12, og til foråret engang vil jeg gå ind i det 13ende. Samlet var der tiltænkt 22 gravehold, og vejen vil muligvis først stå om syv til otte år. Det kunne føles som en retsdom at tænke på den måde. 

Vi var mange om jobbet, ikke kun gravere. Ingenører, arkitekter, byggekonstruktører, vejpasserer, maskinmestrer, gas-og vandmestrer, rørlæggerer, lygtemænd, terrænarkitekter, kokke, granitmejsler, fliselæggerer, chauffører, mekanikere, læger, psykologer, telefondamer, fagforeningspersonale, rengøringsfolk, arbejdstilsyn, forbrugsmyndigheder, investorer, dynamitarbejderer og stenhuggerer. Trods alle disse ansatte var det kun graverne projektet var uafhængig af, vi var myrene i skovbunden, alle andre tog på weekend eller kunne udskiftes. Man skulle tro at vi var de vigtigste, men vi blev aldrig ænset eller snakket til, uden at det var i en ordre i det mindste. Det var som om at vi var uran - nyttigt men farligt at røre ved. Vi fik en sindssygt høj løn for gravearbejdet, akkord, per kvadratmeter. Jeg siger dig man kunne købe huse for de kvadratmetre. 
Helt i starten da jeg begyndte på jobbet, gik jeg op i at tælle dagene og udregne min løn fra hver dag der gik. Men hurtigt blev det hele uadskilleligt, jeg vidste ikke hvornår det var nat og hvornår det var dag, eller hvornår jeg var vågen og hvornår jeg hvilede mig. Somme tider føltes det sidste halvandet år som et meget detaljeret minut.

Det var ikke særligt specielt at være graver i min alder, de fleste jeg kendte havde også gravet hernede, eller skulle før eller siden. Jeg lærte en mand at kende, Augustin. Han var en græsk katolik og han var ligeglad. Augustin var et skjold mod sin egen verden, en lukket blomst der alligevel blomstrede. Han var så ligeglad med alle former for orden at hans dovenskab blev hans egen struktur. Når jeg så ham grave tænkte jeg på hvorfor de langsomme dyr på savannen var de farligste. Men fordi han modtog alting med det samme sløseri, havde han ingen fordømmelse i sig, ingen grund til at se mig som en der var i vejen. Principperne var ikke til at finde hos ham i hverdagene, heller aldrig spurgte han sig selv hvad det skulle blive til med graveriet. Eller hvad han gjorde det for. Han gravede vel ikke for ingenting, for så vil man i så fald stadig grave for noget. Det var nihilismens paradoks. Han var katolik, så han havde et ideal, men det var ligeså usynligt som månen bagved jordens skygge. Han var bare en driver. Kork i vand.

Augustin blev en af dem jeg bedst kunne lide at være i selskab med, bortset fra hønsehagen naturligvis, og det var grundet hans sådan henkastethed, der gjorde ham altid uforudsigelig, men stadig aldrig farlig. Alt prellede af på den mand, selv vand. Det var af sådan en karakter, ham så fjernt fra denne verden, at hans væsen var placeret i dette hul at det fik ham til at virke så underligt naturlig. Mens at det var unaturligt at han var sådan, så ligeglad. Måske var det naturens orden - alt der ånder er ligeglad, mens alt der gør sig planer, er dødt. Så skulle det være derfor at blomsten og busken virkede døde for os, og at dyr så på en med øjne der ikke var levende. Kun os selv var idealet på det levende, vi er det bevidste og et materie med sans for at have en mening til noget. Men måske er det blot det der lader sig drive, der er det rigtige levende. Naturens orden er ikke forudsagt, der er ingen valg i organismer, de driver bare, med tanke for at være til, og af og til støder de sammen, og gør udsving i det store hele. Hvordan kunne det være at blodåren har samme form som en å fra oven, en gren og dens kviste eller et lyn? Består vi af det samme levende, for hvad er det så der får os til at systematisere og tælle? Er det fordi at vi er indbildt i tanken om at vi besidder bevidsthed og dermed en højere status af intelligens? Nej, vi måtte være døde, for alt andet der åndede. Vi måtte være for busken, som busken er for os. Det kunne skære i mig indeni, hvor simpelt det var at skulle fjerne jord fra det bagerste parti af tunnelen. Det var som om at jeg gravede inde i hovedet på entreprenøren. Idealet var ude for mit eget, men jeg var den legemeliggjorte handling på tanken. Jeg var blot forbifarten for fremtiden. Og jeg vidste ingen gang hvor vi var henne og hvilken by der lå over os. Jeg vil ingengang kunne fortælle mine venner hvilken del af motorvejen jeg havde sørget for, eller selv vide det når jeg skulle køre på den engang når den lå der. En af graverne var muslim og skulle bede et par gange om dagen, men i og med at vi ikke vidste hvor vi var, og dermed hvilken retning Mekka lå, måtte han alternativt bede opad, op af jordvæggene, for i retning af deroppe lå jo virkeligheden, og geografien. Det var synd for ham for når han spurgte vores overordnede om hvor vi var svarede de ham ikke. Hernede var alt ét land. Og hvad gravede jeg for? Lønnen? Den hørte jo også fremtiden til. 

Hønsehagen mente at de dødeliges ophold på jorden og himmeriget, havde byttet plads og at mennesker nu opførte sig som guder, men at vi bare boede i jorden i stedet for i himlen. Og sandt nok var det formegentligt at meget af civilisation ville rykke herned engang. Og sandt nok var det vel også at vi opførte os som guder. 

Af og til drak jeg med nogen af de andre, i en hemmelig korridor som vi havde gravet et sted i tunnelen. Min nuværende leder på gravegruppen, havde et godt sovehjerte, så vi kunne bare gå fra salene og finde hinanden igen i hulen. Der kom mange, især af os der var yngre og vi drak af diverse som folk havde smuglet med ned, oppefra i fryseposer klistret fast på kroppen. De andre spillede poker og de spillede om d-vitaminer og medicinvarer. Drengen Gabe mistede sin insulinsprøjte, men fik den tilbage igen senere, så babariske var der nu ingen af os der var. Når jeg sad her og så på hvor påført oprørske vi opførte os mistede det hele sin værdi. Jeg var aldrig bange for at korridoren skulle opdages af graverlederen, for selv han vil desværre være indforstået med at sådan opførte ungdommen sig, pestilenserne vil altid bestå, og at var der en regel skulle den udfordres og selvom at det var et oprør eller en hemmelighed, var det pokkers ordentligt og småborgerligt eller myndigt og trivielt. Jeg tænkte at uanset hvor man var, vil der altid være en skygge til stede. Også her, i mørket. 

En aften puffede Jonatan, en kammerat, til mig fra min fodende i køjen. "Korridoren" hviskede han og nikkede mod udgangen. Jeg kravlede ud og vi gik sammen ud af sovesalen. Ude hvor gangene lå, var vi helt alene bortset fra en svag brummen som fulgte med os ned af katakomberne, og af og til et flakkende vingeslag fra et møl der kunne holde til ved de blålige lys der hang langs støttemuren. Han ville snakke om brændevin med mig. Jeg kunne ikke svare på hvilken der var min fortrukne, for jeg gik ikke nok op i det. Jonatan bandt brændevinen sammen med arbejdsmiljøet på Vesterbro, i det start tyvende århundrede, og det var så tydeligt for mig at dette ofte var noget han gjorde. Forbandt sig selv til arbejderklassen. Men på sådan en måde, at han kun lånte dele fra den så at sige, han brugte dens æstetik, hvadend den så er. For det var åbenlyst at han, som jeg, ikke var nogle arbejderdrenge, men at vi begge nok måtte uddrive en overflade af arbejderkotumen for at kunne legitimere hvorfor vi gravede. For at finde en plads i jorden. Jeg kendte udmærket godt en maskebærer, som sådan en Jonatan var, jeg kunne genkende det fra nogle af drengene fra min by. Dem der gik med fiskekniv og dem som røg pibetobak eller hjemmerullet cigaretter. De var utro til deres ophav. Det er selvfølgelig vidst at man skal lade som om man er noget før man kan blive det, men det gælder ikke for denne dreng. Man kan ikke trække en arbejdsklasse ned over skuldrende, hvis man ikke er født ind i den. Er man et gadekryds skal man være et gadekryds med stolthed. Der er sideløbende også altid en overgjort historisk fascination eller historisk bevidsthed hos disse drenge. Eller bevidsthed er måske ikke ordet, for paradoksalt nok, virkede de stadig til at være afskåret fra fortiden grundet den kosmetiske tilgang. Et desperat forsøg på at forstå den med en enten alt for fundemental tilgang eller modsat med en ironisk distance. Aldrig med nogen inderlighed, det var kun overtøj for dem, hvilket medførte esktrem selvudstillelse.

I korridoren sad de andre på stole og drak fra poserne. Jonatan og jeg trådte ind og dukkede os for de skanker af skinkekroge og ølpølser som nogle af graverne havde hængt op i vores hemmelige rum. Nogle sad på jorden og hilste henkastet med knoerne. Nogle røg og nogle råbte. Der lå gravad laks og fermenterede i sandbunke, i kryptens køllige hjørner. Det var blevet et kødkammer det her, det virkede forkert. Jonatan rakte mig en papkop og tappede fra en frysepose der lå centreret i mængden. "Noget nyt?" spurgte en graver fra en anden division end min egen. Han måtte have vandret utroligt langt for at have kommet herhen tænkte jeg og han havde nok også været nødt til at passere end nattevagt, som holdte til i gangene mellem graverdistrikterne. "Ikke mere destro mindre" svarede Jonatan ham. Han var så smuk en dreng, Jonatan.

Jeg hilste på hønsehagen, der sad på en skammel og smilte til mig, ved at løfte min papkop. Vi var sammensatte allesammen og altsammen var så konstrueret sat op. Her lugtede af et middelaldermarked. 

Jeg sad og så på de andre mens jeg tænkte på min far. Hvor var han nu? Han var oppe på bjerget. Jeg havde måske lyst til at sige det til de andre eller i hvertfald høre det blive sagt højt, men jeg gjorde det ikke. I kredsen snakkede nogen blandt andet om kærlighed. "Før man kan elske voldsomt må man først selv være skrøbelig," sagde Jonatan fra gulvet. "Man elsker ikke hernede" tilføjede en graver fra min gruppe. En langhåret kvinde med mørke øjne. Hun hed Tone. "Det passer da ikke." svarede Jonatan. "Jeg elsker at grave, jeg elsker dét at grave." sagde han. "Det kan godt være." sagde hun, "Men det du rigtigt elsker, er ikke her. Det er ovenpå, og ikke i gribedistance. Det du tror på er ikke her. Du tager det måske med dig for en stund, lader det leve ved at tænke på det, mindes det, bede til det, men før eller siden vender dine øjne sig til mørket og så ser du det ikke længere." 

Tone var blevet dyster og jeg måtte strække benene. Spiritusen i papkoppen var måske skarp, men smagen var alligevel flad. Jeg trak mig væk fra de andre, da Jonatan begyndte at svare hende og jeg så at ingen lagde mærke til at jeg gik tilbage mod gangene. På vej ud samlede jeg en spade op der hvilede sig op af korridorens vægge. Jeg fik en pludselig trang til at arbejde.

Det kom indefra -behovet til at måtte grave. Det havde nærmest svulmet sig op og sad nu i fingerspidserne mens jeg gik tilbage af katakombens snoede vej. Jeg vidste hvor jeg skulle gøre det, nemlig fra bunden af den tunnel vi netop skulle have gjort færdig inden jul. Jeg havde gravet der tideligere i dag, så det føltes ikke nærmere underligt at gå i gang, da jeg kom frem. Jeg tog et par stik med spaden, for det var efter nattetid og jeg kunne ikke bruge maskinerne nu, uden at blive opdaget. Men der var vel intet i vejen med bare lige at grave en smule? Det var trodsalt derfor vi var hernede og ikke for at sidde og drikke og snakke om at elske, nede i vores hemmelige krypt, tænkte jeg. Og så hørte jeg pludselig en stemme. "Nu ikke pille ved suppen, van Dijk." jeg blev forskrækket og stoppede straks mit stikkeri. Men der var ikke nogen, ikke i miles omkreds. Stemmen lød også som om den kom et andet sted fra, som om den måske kunne komme indefra. 

Men det var ikke min stemme, den var mørkere, som en middelalderende mands, og jeg havde hørt den klart og tydeligt. Jeg begyndte at grave igen og så sagde stemmen "Du piller ved suppen." Jeg smed spaden i bunken og stod så lidt. Her var helt tomt i tunnelens gang og lysene længere nede missede svagt. Jeg stod lidt og ventede på at stemmen skulle snakke til mig igen, men da den ikke kom samlede jeg forsigtigt spaden op og begyndte at grave videre. Jeg vidste at de førte protokol for alting hernede og at alt var strengt bearbejdet således at graveplanen skulle gå op. Men jeg fandt en frihed i at bryde med de planer, for mit graveri ville ikke kunne opdages på nuværende tidspunkt, ingen ville kunne se at jeg havde gravet et par metre ind, det vil først være i sidste ende at det ville betyde noget, og så var vi måske færdige før tid og hvad skam gjorde det? Var det ikke det vi var her for? At blive færdige, at gøre vores arbejde. 

Jeg gravede og smed jorden i en bunke bag mig som jeg bagefter vil samle i en sort sæk og transportere til skakten. Jeg havde fået indrettet mig et metodisk system, så jeg kunne grave mest muligt men samtidig spare på kræfterne. Det var bygget på ideen om at jordens vægt skulle bruge sig selv til at løsrive sig fra mængden. Jeg havde fundet på at skrue hånddrejet blot en smule, når jeg tog et spadestik. På samme måde som man gør når man skifter retning med en paddel. Pludselig kom en hvid fjer til syne ud fra spadestikkets aftryk i jordvæggen. Jeg så på den, da den dalede mod jorden. Den var stor, som fra en mågevinge og støvet. Jeg havde aldrig set en fjer under udgravningen før. Det hændte at vi fandt andre ting, mønter, knoglestumper eller plastic men det var aldrig direkte organiske ting og især ikke nede i denne jorddybde. Den var langt fra fortæret, jeg kunne i hvertfald tydeligt se at det var en fjer. En af mine tideligere kammerater på mit første graverhold, havde fundet et danefæ, under Hans Tavsens park og det var åbenbart af så stor værdi, at han ikke behøvede at grave længere. Jeg havde ikke set ham siden. I mit næste spadestik kunne jeg fra aftrykket se hvordan flere af disse hvide fjer stak ud fra jordsprækken. Nogle af dem lå også i jordbunken på jorden nu. De kransede sig som en tandrække på linje i sprækken men stak stadig lidt henslængt ud til alle retninger. Det fik mig til at tro at de var fæstnet til noget større. Varsomt, vendte jeg spaden således at undersiden af hovedet pegede op mod loftet og så skrabede jeg jorden væk fra den lille kløft i væggen. Flere fjer kom til syne og ganske rigtigt var de forbundet til det der langsomt blev til en vinge.

Jeg børstede støvet fra den hvide vinge der hang ud af væggen nu. Jeg var stadig helt alene i tunnelen. Da jeg skulle til at samle vingen op slog det mig, at den måske sad sammen med resten af fuglen. Jeg begyndte derfor at stikke spadehovedet ind over vingen, i et godt hug og et jag med skaftet, for at bryde den bastante jordklynge der omkransede mit fund. Det undrede mig at vingen var så frisk. Det tørre jord slap sit greb fra massen og dryssede ned over spaden der dækkede for vingen. Det efterlod en hurtig brun støvsky i luften men da den var forduftet, så jeg straks hvad jeg havde gravet frem. Det var bestemt ikke nogen fugl. Jeg stod og så på en lille menneskeryg og starten af en balle stikke ud af væggen. Hvem driver gæk med mig? tænkte jeg. Men det var der ingen der gjorde. Vingen var fæstnet til det ene skulderblad, og hang halvlukket i sin hvide bue. Jeg havde først lyst til at vende om, men det kunne jeg heller ikke, så jeg gravede resten af kroppen fri fra jorden. Endnu en vinge kom til syne, på højre side af ryggen, og så en nakke og så noget krøllet brunt nakkehår og så et lille ansigt. Et lukket lille ansigt, som var det sovende. Det var en lille pige. Da jeg så det, måtte jeg igen smide spaden fra mig og jeg mærkede hvordan det føltes som om at jeg havde fået stød af at se på hende. Hun så for ægte ud. En pige, på maks 10 år, gættede jeg, med brunt krøllet nakkehår, lukkede øjne og to store englevinger på ryggen. Det lignede at hun lige havde lagt sig der, men af en eller anden grund tjekkede jeg hendes puls og den var selvfølgelig ikke-eksisterende. Hun var også kold og lidt ligesom indskrumpet. Men alle hendes menneskelige træk var forblevet fastholdt og huden var blot farvet fra støvet men ikke det mindste fordærvet. Det kunne jo ikke lade sig gøre, tænkte jeg og så så jeg at hun var så smuk og alene, som hun lå der, frigjort fra jordmuren. Jeg begyndte at græde. Pigen var dumpet ned fra muren og havde landet på jorden ved mine fødder, på siden med kroppen og med ansigtet peget op i retning mod mig. En nedfalden engel i en krypt langt, langt under jorden. Jeg satte mig og blev ved med at se på hende mens jeg tænkte langsomt og lamslået. Hun kunne vågne hvert sekund, blev jeg ved med at frygte, men det gjorde hun selvfølgelig ikke.

Jeg måtte opbevare hende, tænkte jeg så, hun var nu en del af virkeligheden og det måtte være mit ansvar at give hende en plads i virkeligheden. Så længe hun bare ikke vågner op, så skulle det være nemt nok, tænkte jeg, men det gør hun naturligvis ikke. Troen er utrolig det er troens paradoks. Det hele er ikke virkeligt tænkte jeg mens jeg samlede den sorte plastiksæk op og så samlede jeg forsigtigt pigen op i mine arme. Hun var let og vingerne var slappe og hang ned langs siden. Jeg turde ikke se på hendes lukkede øjne. Hun blev lagt i den sorte pose og så begyndte jeg at gå tilbage mod sovesalen. Jeg lagde pigen i garderoben, hvor mine sager stod opbevaret og jeg lovede mig selv at tjekke til hende hver dag. Så gik jeg tilbage til enden af tunnelen hvor jeg fandt hende og fjernede det resterende jord og bar det til skakten, som om intet var hændt. Jeg sov sent den nat og næste morgen så jeg til hende efter morgenmad. Hun var der stadig og i samme stand som dagen før, hun lignede mest af alt nu en statue som hun lå der i den sorte affaldspose i mit skab i garderoben. Pigen blev ved med at holde sig frisk i sulet, en engel kan vist ikke fordærve, og jeg sagde ikke noget om det her til nogen af de andre.

Snart gik jeg med ned og drak igen i vores hemmelige hule, og når den samme graver igen spurgte "Noget nyt?" ville jeg som altid bare ryste sagte på hovedet og kigge i bunden af min papkop, mens mit hjerte bankede normalt og jordens søvnige tilstand ville slutte sig om mig i en fattig rus af arbejde og hvile, af mild bekymring og døs. Alt er i sandhed bare en forlængelse af hinanden. Dagene går og dagene falder på samme måde og blot af og til tjekkede jeg igen om pigen nu skulle være væk eller være begyndt på at rådne. Men det var hun aldrig, hun blev liggende hos mig i sækken, som det uvirkelige hun var i denne verden mens tiden gik som jorden bag jorden og som mørket der kommer efter mørket.