Jeg mødte en mand på havnen, i en by lidt fra Napoli, Sorrento.
Han sagde “Du skal ikke tro at du kan spise alle de fisk, og ikke selv forvente at blive spist”, Jeg nævnte for ham at jeg var vegetar, og ikke havde spist en fisk siden jeg havde været vegetar. Han rynkede på næsen, og træk en dåse frem fra hans brystlomme, den venstre lomme ved hjertet. Dåsen var gul, der stod ORITZ på, der var en tegning af det blå hav der omgav os, og et par mænd der stod mystisk omkring en båd med sejl i havet.
Han åbnede dåsen, og jeg bemærkede straks stærke dufte, som havde han åbnet havet for øjnene af mig. Der var små fiskefileter i dåsen, små ansjoser sagde han. “Jeg spiser sådan en dåse hver dag, det er medicin. 1 dåse om dagen holder doktor væk.”, jeg blev pludselig betaget af den salte dåse, og måtte smage.
Han skar et stykke brød, han bemærkede at ORITZ ansjoser, og sardiner var det bedste de spanske naboer havde leveret i mange år.
Han tog en filet op, placerede den på en skive brød, han tog en klar flaske med olivenolie, korkprop med et lille metalrør der kontrollerede den begrænsede luft indgang til flasken, rutineret gled en smule olivenolie over brødet og ansjosen, til sidst et lille snit af den fine blaa ost fra køleskabet der stod i køkkenet på den lille cafe, hvor ham og vennerne på havnen havde fået lov at have lidt ost og mælk stående.
Lidt salt, Sådan en mad er aldrig gratis, engang i mellem ryger en mand overbord, engang imellem forsvinder ven i det mørke hav under månen, derfor elskede elsker jeg stadig til den dag min årlig tur til Sorrento, der i byen er der ingen der vender kinden til virkeligheden, og havet.
Memento mori er hyggelig tilstede i den kendsgerning, at verden er violet, kromoxydgrøn og rusten i kanterne. Men tjørnens bitre bær er knaldrøde ; og hvem har set mere blaa og hvide himle? '
Min bedstefar Emil Albert van Gogh's arbejdskøkken i Gordes, Provence.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar