ROSENVÆNGET CHP.6

Rosenvænget CHP.6

 Vi dykkede langs de store tankere i byens havn. Hvis de havde ophold i havnen i længere tid end 2 uger, ville undersiden være dækket af store saftige mørke blå muslinger. Solen bølgede i det rolige vand inde i havneløbet, hun lagde sit hoved på min mave, hendes hår var vådt, og det var sommer. Memento mori i en bisætning, og det var en musling. Jeg havde glemt alt om solen, i regnen. Jeg havde glemt hvordan himlen så ud bag skyen. Eller, jeg kunne se den på maleriet over sengen, af jollen på stranden. Maleriet virkede til at portrætere en mytisk, fjern virkelighed. Tørke. Jeg havde det fint med regnen. Uret i køkkenet var gået i stå, det gik kun mellem 14 og 15 mandag. Jeg havde fundet det tørklæde, hun havde tørret hendes hår med den sommerdag ved havnen. Det var som om flere af dem der gik i blandt mig i byen ikke bemærkede regnen. Jeg havde en ven der ikke bemærkede hans egen død, fra den dag han tabte livet. Vennen var der ikke mere, ikke ham der døde, men vennen. De havde alle glemt mig, som om jeg var regnen, begik jeg mig ubemærket mellem dem. Måske var de ikke døde nogen af dem. Jeg lagde mig i vandet, og ventede på at noget kom forbi. Huset mur var dægget af planter, de havde spredt sig som en bakterie, muren var tør og fri da jeg kom i september. Regnen hang over haven. Hun kom svømmende forbi i det blå vand, hun dykkede og man kunne se hendes krop under vandet. Langsomme svømme tag skubbede hende roligt gennem vandet med håret som blafrende bag sig. Under vandet var der roligt, der var kun lyde fra den fjerne besatte motor, der aldrig stoppede med mekanikken. Stigen til land var beklædt af tang som strækte sig langt ud i havet, også her var muslinger at finde. Jeg prøvede at dykke ned under hende, jeg ville prøve at være så dybt nede at jeg ikke længere kunne se andet end hendes siluet i overfalden over mig. Der var ikke andet i byen om sommeren en tør asfaldt, vandet og stilhed. Jeg var for det meste kun i selskab med lyden af mine cykelsdæk gennem byens tomme varmer gader. Jeg vekslede mellem solen og skyggen, kørte mellem de hvide striber der delte vejene. Fuglene sad i store flokke på grænsen mellem sol og skygge, de lettede synkront og fløj i formation over byen, som stimer af fisk.

Hendes morfar havde stampet jorden rundt, da han for hvad der virkede som flere århundrede siden, byggede det røde murstenshus ved Rosenvænget. Suppen var færdig, og jeg inviterede Aksel over. Han havde savnet mig, og havde ikke kunne sove roligt siden vi havde flyttet fra dronningekvartert. Jeg lovede ham at jeg ville sende ham et brev snart, men først mad.

Noget havde straffet mig, suppen var klar og tynd som vand. Et par krabber var unsluppet, men hvorfor skulle dette hjerte knuses. Vi sad ved egetræsbordet, der var dægget fint, med en stor buket. Jeg havde fundet fine skåle frem, jeg havde gjort mig umage. Men da suppen endelig kom af varmen, blev den klar. Besstjålet sin sjæl. Jeg tog Aksels tallerken og serverede ham en portion af vandet. Jeg slap en tåre, jeg håbede for alt han ikke ville bemærke tragedien. Vandet ovenfra blandes med vandet i gryden. Aksel pointeret at suppen virkede lettere klar, og tynd. Han sagde også at han glædede sig til at smage den. Han pustede, og dampen træk sig op fra skeen og duggede hans briller. Han var stille lidt, og smilte så og tog en skefuld mere. Jeg var pinlig, det var meningen at han skulle være stolt af mig, hvorfor ellers prøve.

Jeg stak hoved ned i den store dybe gryde, og trak vejret, ud gennem den store tornebusk, se om jeg kunne finde nogle småfisk at spise. Jeg søgte ivrigt og sultent, jeg rev til mig. Spiste enhver lille fisk der kom forbi. Det betød ikke noget, jeg drev stille rundt. Rigtige mennesker bor ikke under vandet. Så kom solen, viste sine stråler gennem det beskidte vand. Blændende, men betagende kiggede jeg mod det stærke lys. Solen oplyste livet i søen, og jeg opdagede små dyr der drev rundt, jeg så spinkle bundplanter som rytmisk og synkront lod sig styre. Jeg ville ønske jeg kunne fordampe med vandet. Istedet forsvandt mine gælder, og jeg begyndte at mærke vandt fylde mine lunger i mit desperate forsøg på at trække vejret. Det var nu huset ville befrie sig fra mig, ryste mig af sig som når koen ryster hovet for at fjerne de sværmende flue om øjet. Jeg havde aldrig været klar over hvordan man opførte sig ordenligt, jeg var kommet til at fornærme tandlægen. Nogengange havde jeg troet at jeg havde en ven der kunne hjælpe mig med at flytte ind. Jeg havde en nabo, som var min ven, men han var så gammel, og nærmer som en far. Jeg havde også troet at jeg kunne flytte ind i et hus, og tage magten over det. Der var alle de regler jeg aldrig havde forstået. Jeg havde ikke kunne holde vandet ude af huset. Det var nok også en misforståelse. Nu ville jeg sørge for at blive til jord som resten af min familie. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, havde min lærer engang sagt da jeg stjal fra hans taske. Pigen fra vandet ville jeg aldrig glemme, vandet ville komme til mig i jorden næste år. Huset ville bestå. Jeg lod mig langsomt synke til bunds, det skete af sig selv nu hvor der ikke længere var luft i mine lunger til at holde mig oppe. Nu begyndte hvad der da jeg flyttede ind havde været græsplænen at tage mig til sig, omfavndede mig bagfra omsluttende. Jeg så hende svømme langt over mig, lyset som overtog vandoverfladen var blevet den nye himmel hun svævede langsomt kontrolleret på himlen, og lod sig flyde over mig. Det det smukkeste jeg har set siden sommerferien.    

Rosenvænget var kvarteret hvor huset lå, der var aldrig nogen der havde troet at et sådan hus ville kunne bære dets ejers historie. 

Epilogue ved Morten B.Birkegård

Fortællingen om Rosenvænget er en seks kapitlers fortælling om det magiske hus på Rosenvænget. Med usikkerhed om vejrforhold, kæmper historiens helt med tilværelsen mellem vand og land. Det er en fortælling der bunder i oversvømmelsen af selvet, og relationenspris i en kriseramt storby. Rosenvænget undersøger accepten af undergangen, og troen på den bedste fortid - og den ikke eksisterende fremtid, fornuft. Jeg ville ikke afvise at jeg kommer til at skrive flere historie her på siden, men jeg vil dog have brug for tænketid og restitution. - Stockholm 30.1.2022

Skribent - Morten B.Birkegård

Konsultation - Eliott Tranen Drossing

My life was a mess, then i met Marcus.