I lofe you.

 I lofe you.

Jeg går imellem skyggerne fra det store birketræ der er centralt placeret på græsplænen.  På jordbunden vandre myrene med fyrnåle. Jeg kan høre fuglenes mange gentagende sange fjert i trækronerne i den omliggende skov. Solen varmer de nedfaldne stammer der står skrå op af jorden. De falder i storme om efteråret, og bliver siden beboet af svampe og bænkebiddere der lever i fugten under den tørre overflade. Jeg går over og tager nøglen bag i brændeskueret. Der ligger spor fra mus der har boet over vinteren med forråd af nødder. Der lever dyr imellem de mange stykker træ. Jeg syntes at kunne dufte foråret fra birketræets grønne blade. Solen lys farves lysegrønt i gennem de mange frisk blade. Træets krone trækkes roligt i vinden, som bølgerne der skvulper på stranden en dag med rolig vind. Ligeså står det høje græs ud til vejen og bølger let.

Jeg føler for første gang i lang tid at jeg kan dufte jorden, som jeg har duftede den de mange somre forinden. På rævenbjerg møder vi en ældre mand med en sandfarvet taske der hænger i en skulderem over hans mørkegrønne skjorte. Han leder efter en sjælden orkide der kun vokser på bjergsiden ved vindekilde. Jeg så ham fra toppen af bjerget, og undrede mig over hans altid bøjede nakke.  Han viser os hen til et par af de sjældne orkidere. De latinskenavne har jeg glemt, men han fortæller om den stærke purpurlilla farvede orkide der hedder Eva og den påskegulde ved siden af hedder Adam. Ihvertfal i sverige. På dansk kaldes den Hylde-gøgeurt. De vokser med mellemrum i mindre par, han fortæller at de flytter sig som pionere, de opbygger en koloni også vil en, måske Eva, pionere. 

 Han peger ned på en pioner, Eva og invitere og til at opdage den subtile hyldblomst.

Der ligger grå indtørrede kokasser langs siden på bjerget. Træerne er blæst ned, og har taget farve af salten der trækker sig op af landskabet fra havet. En gul bille sværmer forbi os, jeg kan høre hvordan de panserede vinger i mit hoved forbindes med små propelfly. Jeg læner mig tilbage i græsset på bjergets top, og bliver en del af krybets vej gennem livet. Da vi skal ned løber jeg fra Asta, jeg vender mig i bunden af bjerget og ser op på hende. Hun går roligt bombende ned, og kigger på de små hvide blomster der vokser i landskabet. 

.