Transit

Transit

Toget går om 10 minutter, min taske ligger på jorden til venstre for mig. Længere ned ad perronen går en pige rundt om sig selv. Drømmen om at gøre det rigtige jager pigen rundet på perronen. Udover os er der tomt den tidlige morgen. Solen varmer, gennem de store støvede vinduer over os. Under loftet sidder duer, og messer i kor, svirrende budskaber. Den skingre lyd af skinnerne der bøjes under toget afbryder stilheden. Hun går ombord på toget i den anden ende, togføreren blæser i sin fløjte.  

Kort og billet sagde pingvinen. Hat og flot jakke, i buksekanten hænger et plastikkort. Jeg er alene i kupeen. Han bøjede nakken bagover og vrælede, gik mod mig med bestemte hastige skridt. "kort og billet" sagde han og rystede kroppen i ukontrolleret facon. "kort og billet" sagde han i selvsamme gentagende stemmeleje. Hans hovedet bevægede sig, han svang det fra side til side, åbnede næbet i spastiske gab. Jeg beundrede hans uniform, højst detaljeret. På den højre side af den dobbeltradede jakke sad en broche, et hjul, med to vinger og en krone over. "Kort og billet" han kiggede mig ikke i øjnene, hans blik flakkede rundt. Jeg fandt kortet frem og gav ham det. Hovedet bagover igen, et skrig, halsen vrider sig. Han kigger kort på det, giver mig det tilbage. "Du ved godt, at toget ikke stopper før Hamborg". Det var jeg klar over og nikkede tilkendegivende. Han gik vippende videre ned igennem den tomme kupe. 

Nu kom pigen ind, var vi de to eneste på toget ? Udover pingvinen og lokomotivføreren. Hun sætter sig overfor mig, uden umiddelbart at skænke mig et blik åbner hun en notes bog. Luften står stille i togkupeen, solen lyser langsomt flimrende støvkorn op. Sædet er varmt, tørt, bordet lyser gråt, skyggerne står skarpt. Hun skriver i notesbogen, en uafbrudt fornemmelse af kuglepennen over papiret. Mit ur tikker langsomt klaustrofobisk på mit håndled, jeg løsner en knap i ærmet. Pigen jages af drømmen om at gøre det rigtige, og hendes pandehår dækker hendes øjne. Jeg kigger ud af vinduet, jeg er observeret uden nogen blikke hviler på mig. Lokomotivføreren har sat farten på toget betydeligt op, landskabet strækker sig i lange utydelige flader udenfor vinduet. Himlen er blå med udtyndede uldlige skyer, under himlen ligger landet som blandes i grøn, gul, brun, landsby i forbifarten. På perroner vi passerer i hast står ventende med tasker ligesom mig, og med kjoler der trækkes i et sug af toget der ikke stopper før Hamborg. På landet, i landsbyer kan man se cyklende midt på vejen, man kan se en ensom mand passere en ung pige med en hund, han går i selskab af hans skygge, der som det mest autentiske vidne på hans tilværelse altid befinder sig lige bag ham. "Hvorfor kigger du på mig?" lød det fra pigen. Jeg drejede hoved, kiggede på hende. Hun havde ikke løftet fra blikket fra notesbogen, eller holdt op med at notere. Spørgsmålet hang afventende i luften mellem os, svævende.  

Hans evne til at synke en hel fisk imponeret mig. Han tog den i ryk, det så kvælende ud, fisken virkede næsten for stor til halsen. Han brugte hele kroppen krampende, for så at synke en sidste gang og vippe videre som ingen ting var hændt. Lyset var slukket i kupeen, udover hans lommelygte var månen det eneste der oplyste det tomme tog. "Toget stopper for natten. Vi rejser videre ved daggry." sagde pingvinen. Toget der ikke stoppede før Hamborg, holdt stop for natten. Han forsvandt bag den grå dør i enden af kupeen. Jeg rejste mig fra sædet, hun var i mellemtiden faldet i søvn. Månen hang fuld over de rolige marker uden for toget. Vinden skubbede let de mange strå der stod langt. Jeg gik ned gennem kupeen, fortsatte gennem den næste. Tomme sæder hele vejen, i hele toget. Fra den anden ende af toget kunne man se hele vejen ned igennem. Jeg besluttede mig for at ligge mig til at sove i gangen i den bagerste kupee. Toget var fæstnet i natten, på sporet.

Vi krydser broen i et uvejr, havet er i oprør. Højtaleranlægget kratter, og toget trækker tove med vinden. Når havet er i oprør bliver fastlandet flydende. En forhandling mellem land og hav udspiller sig, en genforhandling af orden, hierarki, menneskets rettes ind. Dine hænder bliver bløde i regnen og torvet slider stridt mellem de svage fingre. Du tager fat og kæmper imod, forsøger at opretholde din menneskelighed imod havet, hold fast stod der på den gamle mands hænder. Du holder fast. Toget holder fast om skinnerne, fortsætter ustoppeligt forhandlingen. Larmen er indtrængende i det isolerede tog, den er her som en prøvelse af materialerne. Hvor meget pres kan det her bestå, den kvalmende erkendelse skyller ind over, erkendelse er udholdenhed, hold fast stod der på den gamle mands hænder. Jeg holder fast i sædet, hun sidder der endnu. Han går gennem i ryk, hatten falder ned. Skubber den med luffen under et sæde, gemmer den til senere. 

"Hvor står du?" spurgte hun. Hun kiggede mig i øjnene, gennem pandehåret. Min mund tørrede ud. "Hvor står du." gentog hun. "Jeg står her" svarede jeg.  

Toget trækker ind i den store hal, udenfor vandrer folk i sammenlignelige divergerende retninger. Ind og ud mellem hinanden, ind og ud mellem betonkonstruktioner og jernbuer. Dørene går op, afbryder stilhedens enetale. 

Morten B.Birkegård

 7.2.25