Stormes hus

Jeg bor et sted, jeg har boet længe. Da min mor købte huset, noterede jeg datoen, fordi den var nem at huske, den 22 juni, 2010. Jeg var ni år, og havde det godt med når tal havde to eller flere ens decimaler i sig, da det skabte en vis overskuelighed. Sidenhen har jeg boet i huset, lige til i dag, hvor jeg stadig er boende i huset hos min mor. Huset er en del af haveforeningen sundby-vester, det ligger blandt andre huse, og blandt mange andre naboer, som har skiftet form i årenes løb. De er for eksempel begyndt at hilse, inden for de seneste fem år, så vinker man til hinanden og siger godmorgen. Nogen vil snakke, uanset hvor lidt de kender mig, vil de vide noget som de har hørt. Der er sådan få af disse naboer, men der er ikke mindst Jonas, og Rose fra jadegangen og Niels fra diamantgangen. Rose er en mand og hedder Jakob Rose, og har intet med Jonas og gøre. Men hvad disse mænd har til fælles er at de alle lider af et øledersyndrom, som ikke nødvendigvis er en belastende ting at lide af. De er gode, men de holder orden med alt hvad de har, altså - de er nysgerrige, men man kan ikke lade være med at tænke at de ikke kun er nysgerrige. Der gemmer sig muligvis en desperation i deres spørgsmål, ikke ladet af frygt, men af en form for overlevelsesmekanisme, som får dem som øledere til at forblive lederne. De skal kende det mindste til mig, bare få oplysninger, som for eksempel hvordan vi tager det med Lærlings død. Lærlingen, hunden Lærling. Rose, er den største leder om muligt. I sær på vores gang. Han har også en hvid hat, og jeg sad i hans have den 13. juni 2021, under EM-kampen mod Finland. Jeg kendte ikke mine naboer der, men da Christian Eriksen faldt om, lærte jeg ting om nogle af dem. På den snævre måde man alligevel lære noget om nogen. Rose vil kaldes Rose, og det er også det der gør ham endnu mindre afslappet.

Mit eget hus, er det sorte aflange hus. Vi er i besidelse af den bedste have, af de haver jeg kender i min omgangskreds. Jeg har endnu til gode at besøge en ven der har en bedre have end mig. Af og til kan jeg for mig selv godt blive lidt ondsindet ved tanken om hvor meget bedre min have er, end alle de venner og kærester jeg har haft der måtte nøjes med en baggård, en altan eller bare en dårligere have. Jeg har lyst til at sige det højt, men jeg lader være, for den slags behøves nettop ikke, når man har en god have. Lyset kommer klokken otte om morgenen, i det ene hjørne, hvor det først forsvinder når solen går ned. Der er også skygger der får lov at blive døgnet rundt. Så er der syrenerne, som kun er der en uge om året. Jeg husker dem også kun fra en uge sidste år. Der er et æbletræ, så meget ved jeg, men jeg ved ikke hvad resten er i haven. Vi har måske også kartofler og tomater, men det vigtigste er fuglebadet. Jeg har en teresse og et halvtag. 

For ikke så mange dage siden slog det mig at mit hjem aldrig ville kunne blive et museum. Det slog mig også at jeg gik og håbet på at det skulle blive det. Mit hus skulle stå som mit uberørte barndomshjem, og haven måske et café- eller kafeteriumsområde. De besøgende skulle sætte sig ind i hvor mine tanker var stammet fra, når de stod og så på min seng, eller kiggede på min mors ting i stuen. Alle skulle tænke om hjemmet som et af Guds sjove placeringer for miraklet. Som Christiano Ronaldos fødselshjem på Maderia, der bare ligner hvadandet. HC Andersen, og P.S Krøyer fik sådanne huse, der blev til museer. Wolfgang Amadeuz fik en lejlighed. Samt mange andre berømtheder. Men konceptet er en af dem der kun nu må høre til det tideligere århundrede og ned. Det var den sandhed jeg måtte sluge. Risikoen for at vi må flytte før jeg selv har udemærket mig, er for stor til jeg tør tro på, at min efterkommende slægt vil blive boende og bevare det og gøre det til museum. Desuden er der et andet problem. Alle de kommende naboer, alle de kommende Roser, og Nielser, de ville også blive boende, lige klods op af hækken. Og uanset hvor stor min person ville blive, vil der altid være en øleder lige om hjørnet, der ville kæmpe for at opretholde sit overblik, og sin plads i haveforeningen. Den slags museer kan ikke findes i foreninger. Ikke i fremtiden ikke mindst. Den slags museer kan findes i Skagen og i Odense  og i Wien. Mit sidste problem er også at jeg er opvokset i et andet hus, da vi først købte dette i 2010. Mine afgørende år, foregik i et hus på Olufsvej der allerede er blevet solgt, og bygget om. Der er ikke noget komme efter, intet at kigge på eller tænke over. Hvad der gjorde mig som byens barn, gjorde alle vi børn fra byens gang. For det er ikke den store personlighed, den muserede mester som holder gang i byen, ikke desværre. 

Så selvom jeg besidder den bedste have, var det forsent allerede fra starten. Jeg blev født i byen, hvilket ingen nogensinde skulle have taget fra mig, men byen sejrer nu engang over navnet, og uanset hvor stor en frelser eller berømthed jeg så måtte blive, skulle det være hele København der så skulle udstilles i min barndommelige dokumentation, og ikke bare et fantastisk mit mors hus, i et tæt beboet nabokvarter. Dette er en kosmisk vittighed for mig, det gør mig ikke ked af det i grunden. Det er blot morsomt, hvordan nogle ting ikke kan brydes med berømmelse. Magtfordelingen er på hovedet, for ølederen vil nu alligevel altid vinde over mig i dette henseende, i den gode ånd, som det høflige menneske, med den store hvide hat, der skygger over min ellers solfyldte have, hvor der kunne have været caféborde og infotarvler og afhegning rundt om havens objekter fra min tid, som min cykell, som vores brøndkarse og som fuglebadet.

Tekst skrevet af Storme van Dijk, 21,08-22