Hymne til Babel

 Hymne til Babel

Det er søndag, og myndighederne melder ud at alle skal forberede sig på at finde spaderne frem. De opfordrer alle til at grave huller med en størrelse så et menneske kan ligge fuldt udstrækt i det. De skal grave deres egne grave, og de har til i aften. Storme er en ung mand på dette tidspunkt, han ejer ingen spade endnu. På dette tidspunkt bor han på Classensgade med sine to roomates, Andreas og James-Davis. De har heller ingen spader. Hvem tager så til Klampenborg station, for at grave sit hul? Det gør store dele af ungdommen, de samler sig i Harreskoven, fordi de som børn af København ville ende deres dage, samlet i en massegrav, netop i Harreskoven. Der er opbakning og fællesskab til det sidste på Klampenborg station, og de deles alle om pladserne og ikke mindst spaderne, som er lagt i en fællesbunke. Nogen graver huller for nogen andre, og hvis ikke det var fordi at det var grave der blev produceret, så var dette enestående sitament, noget af det der kom tættest på fuld livsforståelse, for mange af de indvolverede. En ung pige graver sin grav for lang, men får så ideen til at gøre den til en voldgrav. På dette tidspunkt er det søndag eftermiddag, og dem der er færdige med at grave deres egne grave hjælper hende med voldgraven. 

De får udgravet voldgraven på godt to timer og så henter de spande og fylder den med søernes vand. Af den resterende jord får de nu ideen til at bygge en jordbarrak indkredset af voldgraven. Et hold bliver ved med at fylde vand på volden, mens et andet blander vandet med jorden for at skabe en mudret fuge til jordvæggene. Det fungerer rimeligt, og flere hundrede arbejder om barakken. I mellem tiden er Storme taget til Ordrup, for at gå på Ordrup kirkegård og besøge de ukendtes grav hvor hans ellers ikke så ukendte bedsteforældre ligger begravet. Her graver han sit hul. Snart er hele verdenen de ukendtes grav men mens der graves huller, bygger de unge i Harreskoven, barraken højere. Problemet med at bygge barakker udelukkende kun i mudder, er at det skrider så nemt og falder til jorden. Et par børn begyndte at fælde de tyndeste træer, og fra stammerne, brugte de nu træet som fundament for mudderbarakkens jordvægge. De byggede op af, uden at plante nogle flag. Da barakkens nederste etage var størknet til blev den bastant og medgørlig for tilføjelse af flere etager, og det var så stort for flokken at de fleste blev ramt af en vielse til at bygge videre, og bygge højere. Det var en barndommelig indskydelse at blive ved med at bygge op af, som var det en urmenneskelig indre nødvendighed. Det var mindet om noget af det første alle har gjort, nemlig at bygge med klodser. Men dette var nu ikke nogen leg, det var ingenting, det havde intet formål, det havde noget langt vigtigere, netop den kortvarige glæde som muligvis opstod fra det at arbejde sammen, og se noget blive højere. De stablede stammerne oven på hinanden, nærmest som et primitivt stilladsarbejde. Dem der følte sig vigtigst begyndte at debattere hvordan det bedst muligt kunne gøres, af få stabiliseret tårnet. Men den kortvarige glæde, betød alt nu hvor resten af livet var erklæret kortvarigt. Nu hvor de kunne se på deres egne grave, og minde sig selv om at der ikke var anden mening end at udvikle, og forvandle jord til barrak, træ til stolper og vand til voldgrav. I grunden var voldgraven irrelevant, for hvem skulle trænge ind? Men da den havde startet det hele, begyndte en stor gruppe også at grave den størrere i løbet af seneftermiddagen.

Etagerne formerede sig, folk kravlede op og ned med materialerne. Alle var mudret ind og smukke. Solen var på vej ned, da barraken var blevet så høj at man dårligt kunne kalde den en barrak, men snarre et himmelstårn. Fra den øverste plads kunne man se til Storebælt og tydeligt ane Gladsaxe og Sorgenfri. Sorgenfri, fri fra sorgen, sagde ingen, nok kunne de græde og gå i stå, men aldrig skete det at det var dem alle på samme tid. Den rødglansede sidste stund foregik i vindens syngende høje luftlag. Der var nu ingen horisonter, blot det der skuer endnu længere, nemlig aftenskumringen selv. "Det var så den ferie" var der pludselig en der sagde, og de forstod det allesammen. Det var en af de dage hvor man vil ønske at man havde vinger. Trapperne var flere tusinde og fødderne trætte, og de kunne se hinanden fra det de vidste ville blive den sidste smule lys de nogensinde vil se. Den røde sidste lys, som sår fornægteligt er den stærkeste farve, som den styrke solen sender ud inden den går ned. Dagen rødemede ikke, den skreg af vilje. Efter at have lagt sin hånd på arbejdet trådte den første dreng ud på en sky, og stod der. Lidt efter kravlede et par andre med. Syv drenge stod på skyen og lo lavmælt, mens de rakte hånden ud efter flere der tilsluttede sig til dem. De havde forladt barraken og stod nu og vejede fra side til side på en håndfuld cummulusskyer. Flere satte sig ned og holdte vejret lidt. Blandt børnene på skyen var der ingen prædikanter, eller ingen herskere. Ingen organisationsledere, diplomater eller ingen samaritanere. De var blot unge, så beskidte og smukke, som var de lige blevet lavet af ler. Der var stille i himlen mens stjernerne begyndte at tone frem kort over dem, fra den gennemsigtige hinde af den aftenmørke dis. Og for dem der kiggede ned, synes det at jorden under dem nærmest blev slukket, langsomt, som lagde der sig noget stort over hele den ganske flade. Og det gjorde der faktisk. En stor flodbølge dækkede hele den jord de hidtil havde levet på. Den knuste det nederste af barakken og fik tårnet til at vælte. Der gik lidt tid før dem der sad på skyen, forstod at alt under dem var blevet oversvømmet, men hvis de stak fødderne ud over skyen kunne de endda mærke med tæerne, vandet fra den nedkølende overflade som gjorde den store flodbølge. Ikke langt fra de børn der sad på skyen, sad der andre få mennesker der var kravlet op på skyerne, fra rundt omkring hele verdenen, og talte hver deres sprog. 

Efterkommentar : Teknologi er ikke mennesket der søger Gudens størrelse, men tværtimod er teknologi, bearbejdelsen af at undgå verdens traumer, og dermed mennesket der blot søger at vedblive mennesket i menneskets størrelse. Vi har en plads her på jorden, og den er vores. På den måde er overlevelse retfærdigt men ikke demokratisk. Og de eneste der ikke ønsker mennesker en plads på jorden er menneskerne selv. Jeg har prøvet at hylde mennesket der netop tager sin plads, den der gør det uden brug af magt, men brug af sin funktionelitet. Jeg har prøvet at hylde den der får den gode idé, selvom at den idé måske efterlader et resten, til dødsspjældet, men som stadig på retfærdig vis får manet sig videre i retten som menneske, med jævn til udvikling og teknologisk ekspertise. Jeg har prøvet på at hylde dem der bygger tårnet frem for dem der lægger sig på kirkegården, i påskønnelsen om at dem der bygger tårnet, ikke gjorde det i nogen tro på at blive Gud, eller i nogen søgning på at overkomme den uregerlige og endegyldige sandhed som er at ulykken vil komme en dag, ved at kontrollere denne, med et ideal om en helt anden sandhed som forklaring, og kun med mening for dem selv, og den dertilhørende refleksion. I stedet for dette, hvorfor så ikke overleve, med tanken for at overleve, med værdigheden om at blive, med handling og funktionale, se op og komme væk. Se op. Se op, og ikke prøve at regne ud hvad den sidste store ulykke skal betyde. Det er den selvsamme ulykke, selvsamme forudsætning, som tåben kalder ondskab, fordi den tror at der er en sandhed i den, som ikke ville ham det godt. Der er ingen ondskab nu, ikke rigtigt for hvad gør det at kalde den det? Der er ingen mening med det meningsløse, helt oprigtigt - se op. Den der lukker øjnene er idealist, og det er nu engang idealisterne der drukner til sidst. 

Af Storme van Dijk 26.08.22