Frihed fra gengældelse

Sparket

Det som man skal huske på ved tiggeren er at vi allesammen, i et eller andet omfang selv tigger os til penge. Det foregår bare på en anden måde. Vi kalder pengene for fast indkomst og vores tiggeri er den selvsolgte jobansøgning. Der er længere imellem snapsen, og dog. Beggers can't be choosers, sagde en klog mand engang og i såfald står vi alle uden valg.

Jeg, Storme, var omkring 10år da jeg kom ud af et Willys indkøbscenter i Sverige. Willys svarer til vores Bilka, udover at Willys i modsætning til Bilka, har samme belægenhedsstrategi som Harald Nyborgene har, nemlig blandt motor- og motortrafikvejene. Min far og jeg trådte netop ud af Willys indkøbscenter da jeg gik og svingede benene mens jeg sang, sikkert. Hvad jeg ikke så, var tiggeren. Han sad ned, han havde kun et ben og var i øvrigt gråhåret og meget, meget træt. Mine ben gjorde, uden de var påført nogen form for ondsindet vilje, hvad de netop ikke skulle have gjort. Jeg kom til at sparke til hans samlebøsse, så alle de svenske kroner af lavere valutaværdi, trillede de ud

 på parkeringspladsen. Min far blev forlegen og jeg skammede mig. Den gamle forblev bare træt men var venlig og rolig og så på mens jeg samlede hans mønter sammen. Da jeg havde samlet dem, og det tog sin tid, var han ovenikøbet så venlig at han tilbød mig at beholde nogle af de sidste mønter jeg lagde tilbage i bøssen. Min far takkede nej og sagde "Ursäkta" og "Förlåta mig" og vi forsvandt.

Modtagerkomplekset

Den der ikke kender fordømmelse, sætter heller ikke pris på noget. Men den der fordømmer den de ikke kender, værner for meget om sine penge og sine værdier. Det er benalt ja, men ikke desto mindre mere sandt. Tiggeri er uden fordømmelse, der er sjældent en du ikke spørger når du tigger, man skuer til hjælp alle steder, livet stiller flere døre op selvom man dagligt for lukket de fleste af dem i. Den fattige tigger mens den rige plager. Da plageri i modsætning til tiggeri, hæfter sig på et eller færre individer, og udtømmer dem for tålmodighed indtil viljestyrken indtræffer. Tiggeri er dermed en perlesten i demokratiforståelse. 

Det handler ikke kun om det at eje, men også om det at kunne sælge videre. På gågaderne i de sydeuropæiske storbyer bliver man stoppet af gadesælgeren - i gågaderne i Skandinavien bliver man stoppet af etikken. Velgørenhedsfolk og tiggere i Skåne. Man står til rådighed for det man ejer, altid, hermed ment at intet er så sort hvidt og at tiggeren naturligvis bor i hele verden, bestemt også Sydeuropa, men pointen er at der altid er et tydeligt beslægtsskab mellem det du ejer og det du kan sælge videre for. Når etikken spørger om dine penge, tænker du på hvad du ejer, og derefter på hvad andre ikke ejer. 

Min storesøster, som er elleve år ældre end mig, fortalte mig engang at hun havde snakket med en hjemløs tigger. De havde snakket længe lød det som og da hun i slutningen af samtalen havde givet ham nogle mønter, virket det nærmest overfladisk at betale ham, som havde han været en automat der skulle tilfredsstille ens gode hjerte. Men samtidig virkede det også underligt ikke at give ham, nu hvor at hun alligevel havde noget på sig, og de alligevel angiveligt havde snakket fint sammen så længe. Da hun tog derfra sagde han "Kom godt hjem." og hun kom til at svare i ligemåde, hvorefter at det blev enormt pinligt for hende selv, og hun vendte om og gav ham flere penge. Som en form for undskyldning. Ja den del af historien har jeg aldrig fattet, altså hvordan at det skulle virke mindre ydmygende at betale ham efter. Hendes svar, kan vi allesammen blive enig om, var et uskyldigt, venligt lille automatsvar, som man jo bare siger, netop fra den gode evne i ikke at manuelt aflæse den andens boligsituation - og han havde højstsandsynligvis hverken været stødt, eller haft bagtanke med sine ord. De var bare to mennesker begge to, som sagde farvel til hinanden. Men den tydelige ulighed - den riges skam og den tiggendes tomhed, lå som små symboler mellem dem i samlebøssen. Det er sjovt at god handling altid skal medbringe kollektiv lidelse. 

Gud som tjeneren

Det indforståede i at bede om en tjeneste, hviler på præncippet om frihed fra gengældese. Ellers er det ikke en tjeneste men en aftale. Fejlagtigt og populært antaget, er denne frihed fra gengældelse ligemed ulighed - eller udemokratisk social ageren men sådan er det altså ikke. Tjenester opstår konstant, også i det små også uden vi tænker over det. Det ved de fleste nok, og så handler det bare om bakatelgrænsen - og den er forskellig fra person til person. Man skal ikke betale tiggeren fordi man føler at man skylder sig selv. Man skal gøre det som en tjeneste - og se det som frihed fra gengældelse. Man skal forvente at valget er ens eget, og alle de tanker man gør sig om det, er der ingen der gider at høre om. Tiggeren er blot et ansigt du møder i din virkelighed - og det er et af de få, der tager kontakt til dig, nærmest uanset hvem du er. Din handling er ikke bundet op på etik eller din selvrealiserende vamle slas indsigt. Du er ikke en helt, du er ikke en stakkel, du er et menneske med andre vilkår. Find dig til rette. Alt det du kalder din værdier er narrativer for ideen om den bedre verden. Jeg vil have at du bare er i situationen når du giver penge, eller køber et måltid - uden at det skal være et eventyr for dig - eller en beretning du skriver om på din blog. Jeg behøver ikke at vide at du ser tiggeren for et stort eller lille menneske - eller dig selv i øvrigt. Det er fordi at du også tænker at tiggeren jo tigger til alle. Det tror jeg rent faktisk. Jeg tror det er dit problem. At tiggeren ikke kun tigger efter dig. Der er ingen anerkendelse til at starte med - og tilbage er kun takken fra dit eget selvbillede og de flygtige øjne fra andre forbipasserende bag dig i menneskemylderet. De vil nemlig anerkende dig - betale dig tilbage for din tjeneste. Men det er ikke derfor at du giver. 

Jeg gav engang en mand en cigaret i parken, fordi han spurgte om den. Han sad på en el-scooter, med tæppe over knæene. Da han fik cigaretten sagde han "God bless your beautiful soul, young man." Og så gik jeg, og mærkede hvordan at det havde irreteret mig. Jeg forstod at det nok bare var et tak, men, jeg kunne ikke lade være med at tage ordene bogstaveligt. Jeg følte at hvis Gud skulle velsigne min sjæl, så skulle det ikke være på grund af at jeg gav en cigaret. 

Frihed fra genkendelse

To love huserer i mødet med tiggeren. Loven over interaktion samt god pli og etikkens lov efter omstændighederne. Det vil sige at disse to love, burde være dem der galdt i mødet med tiggeren. Men i stedet går de som oftest på loven over selvets velvære og loven over den tiggendes velvære. Der sker et privat skel i offentligheden i mødet med en kontaktsøgende tigger, og den almene respons resulterer i at ageere begge aktøre (sig selv og tiggeren) objektificeret. Det er grundet at lovene dækket personerne, og ikke idealerne. Når den gode gerning kalkuleres udfra egoet, både ommend det handler om at profilere sig selv eller konstruere en ikke-profileret adfærd af sine gode gerning, falder tanken i begge tilfælde først på sig selv. Det udstiller den tiggende, i en pludselig relation. Og selvom at man ikke er ligestillet med den tiggende, har man stadig ingen relation. Den gode gerning kommer heller ikke udefra, som en frelst indskydelse, det er klart at man som reflekteret individ, lader alle handlinger gå igennem sin egen persona. Men dette kan gøres uden at tanken falder på en selv, i den gode tro på at den falder på andre.

Generalismens indstilling er den løsning der bedst muligt nærmer sig mindst muligt smerte fra alle indgående parter i denne situation. Fordi at hvis man indstiller sig på at være en del af den generelle fodgænger, med tanke for sin samfundsklasse og respekt for sine tildelte muligheder, bliver interaktionen med den tiggende mere neutraliseret, i det at der ikke tvinges en nærgående personlig skildring i skylden fra uligheden.

Måske skulle man anskue det anerledes. Nok, er tiggeri en anmodning, men det er ligeså meget en indtækt. Dermed sagt, at man kunne overveje, at når man gav til tiggeren, gav man ikke en tjeneste, men i stedet betalte man tiggeren for at tigge. For den rolle er jo en fast faktor for realitteten, den der ikke har noget. Men den tiggende bidrager til samfundet, og ikke kun samfundet men til kritikken af det gængse mismøde som hører under for samfundet. Det totale positive resultat kunne være, ikke at se tiggeren som en buste, og dermed også afskaffe de mænd der spiller buster og statuer på torvene omkring i verden. Da det ikke skal være senssionelt for andres uregerlige forstande og fantasier, at et menneske har til bolig på gaden. Vi må ikke brygge mere på tiggeren, grundet hans hendes position, end vi brygger på andre. Vi skal i det hele taget ikke brygge, men vi må mødes. For det er et offentligt regi at være tigger, og dermed vil der opstå møder, kend dig til forskellen, men brug den ikke til at selvrationalisere. Se det som et arbejde, og se det som dit arbejde at betale.

Siden blev udarbejdet, gradvist over de sidste seks måneder af

Storme van Dijk.