Brændegården sætter røg over markerne. Tætner luftens væde i grå og tunge skydampe. Det svider i røde kroge, og væder gråden fra tågens søl. Tunge gløder slår triller, svedende og strenge, fra riller af glohed hvidvarmet metal. Trange, nivende som tange, fra bundter af brændende rødder, fæstnet til landskabets undergrund. Spreder de sig, holder nye hænder, smitter de andre rodværker og vandrer. Gløderne rejser, under jorden løber de, fanger løvtræets fod, knækker rygsprækker, flækker barken, varmer jorden og soder tampen fra dampende pøle der sysler i kogeri. Luftrester gennemsynes af mørk vandet aske, kvæler solringe, tætner dem med afskallet væske, går fra masse til opbrændende luft, går fra jord, vand og mudder til em og ingentingets kondens. Smedet som rullende sølvperler, spytter metan og kernede kugler. Blåt og forsoddet, koldt og forsømt som et lys gennem skoven, riddende Hæstea. Skinger, som det sprængte, det skarpe og afskårede, hvinende og farende, stjerneformede bragende, i hornhinden, i kranietindingen, i brystet larmende. Til jorden falder det, i stilhed udånder det, vidner blænder det, elskere glemmer det.
.jpg)
Lady Godiva er denne uges digt og er skrevet som altid af vores egen huskunstner, gæsteskribent og tidl. underviser på Folkehøjskolen Djursland; Anders Tretvik. Tidligere har han bidraget til den Brændende Busk med digte som Liljen og Livgarden i Røre. Lady Godiva er endnu et digt fra "L" i hans værk "Bogstaver 2021" men særligt dette digt har han valgt ikke at krediteres for, på begrundelsen, "Jeg er ikke så glad for det. Lad venligst være". Med sine rødder i Norge, og med kendskab til Den Brændende Busks anden vanlige gæstekunstner, den kontrære og evigt trodsige Yngve Jelstad, fotograf og indehærver og ven af redaktørene Andreas Lunde, er han en af Stavangers skrubeløse dingoer, som har det med kunsten som grævlingen har det med skinnebenet; der skal bides til det knaser. Og knaser det kan man roligt sige at Lady Godiva gør, digtet er en fremstillingen af hvad jeg læser som livets egen ild, den som før man ved af det har taget det hele med sig før det slukkes og drager bort helt alene. Anders Tretvik er en ven, som ikke har svaret på mine beskeder de sidste to nytårsaftner hvor jeg har ønsket ham godt nytår, og som jeg mistænker er ved at drive væk fra min vennekreds med de norske gæster. Ærgerligt, for litteratur er noget Tretvik har lært mig alt om, blandt andet har han anbefalet mig talløse romaner om den amerikanske borgerkrig, som virkelig har gjort mig til den jeg er. Ærgerligt kan man ikke kalde Lady Godiva, da teksten stadig formår det min norske ven altid har gjort bedst, at efterlade flere spørgsmål end svar, flere afslutninger end begyndelser, flere tårer end grin.
SvarSlet