Regret me

Regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret me. regret mE. 

Either Or

No, dont really forgive and forget - regret instead

En udkigspost i et priratsskibsmast er ofte illustreret som en hel rund balje. Det er den måske fordi vi ikke kun skal holde øje med horistonten foran os, men også den vi forlader  - heraf det vi fortryder. Hvad nytter det hvis skibet alligevel sejler videre? spørger de fleste i diskussionen om at fortryde. Svaret skal lyde at blikket hersker mere over manden, end fødderne gør. Hvad retning vi har fået os givet og af hvilken udvikling den driver os igennem, er ikke det primære formål med at fortryde. Fortrydelsen skal ikke nødvendigvis avle erfaring. Fortrydelsen skal ses som ærgelighed, og ærgelighed bør vi leve med, uden at forvandle den til fremdrift. Den har bedre af at forblive ærgelighed, og alt efter ærgelighedens størrelse, må den følge med os i horisonten, så længe vi kan se den over den buede linje.

Jeg mener at erfaring såsom synd er to begreber vi har misforstået i en sådan voldsom grad at de har ændret betydning.

Erfaring har vi kapitaliseret på, som del af den moderne måde at selvrealisere på. Ud fra skævvredet præmisser om at mennesket skal udvikle sig på en bestemt måde, fordi det skal passe ind hos andre, ikke bare for det selv. 

Synd, er på en måde ligesådan. Synden er skabt for at regulere borgerne i trosamfund, som ren og skær lavpraktisk manipulation. Synden er navnet for den dårlige samvittighed, at være syndig er et prædikat, en systematisk udskillelse fra flokken, at være ærgerlig er meget mere på egne præmisser.

Men hvor hører fælleskabet så til henne, hvis jeg mener at erfaring og synd er mutationer af begreber som i stedet bør reguleres individuelt og ikke som del af sektioriel og systematisk magtanvendelse? Svaret skal lyde at, fælleskabet skal ærge sig sammen, uden at tage ved lære af det. Vi kan lære af hinanden, men ingen kan dele øjne, og det faktum er hårdt, indtil man opdager at vi kan dele skuldre i stedet. Skuldre at græde på, at støtte sig fra og løftes af.

Tilgivelse - er ikke nødvendig hvis vi blot aftaler at den ikke er det. Styr på det.

Dette skal forhåbentligt ikke forstås som et forsøg på hverken at afkristificere, heller liberalisere på fortrydelsen. Svaret skal lyde at min kritik faktisk går på liberaliseringen af kristendommen, deraf i den spæde statsdannelse, at bruge synden som kapitalredskab for menigheden, og at kristendommens oprindelige forhold til fortrydelsen i stedet, er et som jeg holder meget af. For den kristne, skal fortrydelsen ikke laves om til optimering, den skal balsameres og indlejres, og den spiller i øvrigt den største rolle i forhold til det at være menneske. At løsningen så er tilgivelse, kan være problematisk, men hvis det forbliver et ønske om tilgivelse af Gud på et individuelt niveau, udenom systemet, synes jeg det går an.

Jeg synes dog hellere vi skal inviterer ærgelsen ind i stedet for tilgivelsen, de står i hver deres ende af udsigtstårnet, den ene mod fremtiden og den anden tilbage. Jeg siger, stir på den side der vender tilbage, så får du ikke solen i øjnene, så blendes du ikke af fremtidens uforudsigelighed. Læring er godt, det udvikler os, men varsom skal man være, udviklingen stopper trods alt fra der vi står. Heller gå tilbage og læs noget igen, end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og endnu vigtigere, skal selvsamme udvikling af læring, det som også kaldes egenerfaring, ikke ses som en vækst, en voksende masse, en linær fylden af hvem vi er, men i stedet som et bevaringsværdigt øjeblik, et nu der skal balsameres for hvad det er, ikke for hvad det kan blive. Vi lærer alle så meget vi glemmer igen, heller gå tilbage og læs noget igen end at tro at bare fordi vi udvikler os, kan vi erobre den horisont der lægger foran os, på forhånd. Og så hellere skrive den samme pointe to gange. Ikke alt skal huskes, men nogle ting bliver siddende, på mystisk vis, og så må man rede op, hvis de vil tage bo. Dvæl ved dig selv, det er det vi har blikket til. Fortryd også hvad andre har gjort ved dig, det er en del af ærgelsen, og man kan ikke profitere på andres fejl nej, men det bør man ikke med fortrydelserne generelt. Ærg dig, fortryd mig, og forhåbentligt er vi andre der for dig. Det skal jeg forsøge mig på.