Alle græder i Wien

 Min bedstemor havde engang fortalt mig at englene i Wien skyder pile efter turister, der bruger deres tid på at kigge på deres fødder. Jeg havde sat mig for at besøge hende en sidste gang, det er ikke nemt med familie. Der er noget med himlen, er der ikke ? En soldat fra soviet sagde kort inden han døde under invasionen af Berlin  "Hvad der er under himlen er underordnet, så længe den er der." Den sætning glemmer jeg nogengange. Næste stop for min bedstemor er himlen. Hun kommer ikke til at forlade Wien, udover selvfølgelig himmelfarten. Hvorfor ikke, hvorfor ikke tage turen til bjergene bedste? Vi kunne nå at stå på ski en sidste gang bedste. Som min bedstemor altid ville sige mig "En mand på ski, er en mand i live, på ski." Det var noget Morten Birkegård, havde sagt efter hans første tur på ski i alperne. Jeg er ikke sikker på jeg forstår hverken ham eller hende. En død mand kan ikke stå på ski, døde mænd ender i jorden. Medmindre de dør mens de kører på ski, så bliver de brændt. Det foretrukne bagværk i Wien, er Wienerbollen. En bolle med en pandekage med syltetøj, sukker og citron bagt inden i. Wagner spiste den altid. Den smager faktisk helt enormt godt, og det er ikke kage for mig og dig at bage. Den slags kunstværker skal man lade være til konditore, og andre eksperter. Jeg ved, at Lidl sælger den i bakeoff version. Jeg træder nok ud af køen og møder bedstemor på pladsen. Hun står med den brune papirspose under armen, der er plamager på posen der gør den mørkere. I den frostklare luft står der damp ud af posen når hun åbner den. I en termokande, har hun varmet hyldeblomst saft. Hun drypper et par dråber fra ampullen i hendes inderlomme. Det er det der slår hende ihjel, men uanset hvor mange gange jeg fortæller at jeg elsker hende fortsætter hun. Sammen kører vi fra pladsen. Ned imod havet, som er frosset til is, bølgerne er størknet i deres knæk. Havskummet ligger som iskrystaller langs kysten, glimtende i solen. Bedstemor går ud på isen, hun læner sit hoved på min skulder. En tåre løber ned af hendes kind, mens hun kigger udover ishavet.  Fjernt ude sidder en flok omkring et fiskehul, et par stykker løber rundt om, de forsøger at finde en plads hvor de kan se. Fugle flagre over deres hoved, de ser kun fiskene under isen, de jager blinket. Gulfinnede tun der jager under isen i Wien, mine klassekammerater forstår ikke noget. De iser rundt hele natten med vodka, og falder i søvn under bænke på togstationer. Nu ligger jeg i bedstemorsskød, i sofaen i lejligheden. Hun snorker, med hovedet bagover. Hendes hånd stryger mit hår. Hun drømmer. Jeg bliver vækket af solen, der lyser ind over dagen. Bedstemor er her ikke længere. Nu er jeg alene i lejligheden, fuglene sidder foran vinduet og spejder mod gaden. Englene holder også øje. 

Signe Volkova

København. 2.9.2024