Ting som går i brand

Terrormaleren

Der var en mand med stor fantasi som boede i Carlsberg byen, i et hus han havde boet i siden han var ung. Dengang da han flyttede der ind, var det for at flytte sammen med sin kæreste, de boede til leje på overetagen i et rækkehus, hvor underboen var en ældre pibehandler. Underboen hadede unge mænd og var forelsket i unge kvinder, på hans husmur hang en stærekasse, med jævn trafik af skiftevis unge stærepar, der kom og ynglede og drev væk igen. Det gjorde en stemning omkring huset i Carlsbergbyen, en skæv og potent stemning, om noget der var lidt ude af voksne almindelige menneskers hænder, nemlig travl avl i fuglekassen, underligt menneskeligt med fuglepar der kom og besøgte det sammen, som var det et elskovsrefugium eller et strandhotel. Men den unge mand og hans kæreste var intet stærepar.

De første mange år gik det godt mellem dem. Han fik et job som lærer på en privatskole, og hun blev undertiden produktchef  med fokus på kundeservice i en større dansk virksomhed. Da pibehandleren fik sklerose, købte de hans underetage, og sammenbragte huset, mens han røg på plejehjem. De skulle have børn da de fyldte tredive, men udskød det i en periode, på grund af at den unge kvinde fik en diskusprolaps. Men efter snart tolv år sammen, begyndte den unge mand at opdage noget når han cyklede hjem fra arbejde. Hver dag ved krydset så han en mand sidde inde på en cafe, oftest i færd med at prøve på noget der allermest af alt lignede et forsøg på at lægge arm, men med sig selv. Altid sad han alene, helt alene, og var underholdt, af sine egne krafter, i en kamp, som den unge mand aldrig fandt ud af om blev afgjort, men mon ikke den dominante arm er stærkest. Dette syn startede en tilbagevendende melankoli i den unge mand, svær at definere, men iboende i ham når han vendte hjem. Efter dage fandt han ud af at det nok ikke var så farligt, men bare var en trang til at være lidt alene hjemme, for når hans kæreste af og til var på forretningsrejse, kunne han have aftner hvor han var lykkelig, fordi han savnede hende og vidste hun kom igen, men også fordi han så sjældent var helt alene, og alt kunne føles så forbudt, uden at det var det, når man var alene i sit eget hjem. Han blev bidt af det, af at sidde i sin lænestol, ligge i sin seng, eller gå en tur ud på gaden midt om natten, uden at skulle forklare sig, uden at skulle begrunde det for sig selv endda, men bare for muligheden om at kunne gøre lige hvad han ville. For når det kom til stykket gjorde han sjældent noget decideret forrykt når han så ellers fik muligheden, ofte tænkte han bare på at gøre det og faldt så som oftest i søvn lige bagefter, smilende. Når hun så kom hjem igen, blev han altid mindet om hvor tom han var uden hende, og tog sig selv i tit at føle sig sikker på at det var hende, der skulle være det halve omdrejningspunkt for et helroteret tosomdigt liv. 

En dag skiftede han arbejde, og fortalte hende at han også skulle på arbejdsrelateret rejse. Men han løj om rejsen, for det faldt sammen i en periode hvor hun ikke havde været på foretningsrejse i lang tid, og han ønskede sådan bare lige at få sine to aftner i en længsel efter hende, og samtidig i en god gerning for sit eget ego. Så han købte sig ind på et hotel lidt uden for Københavnsområdet, og brugte tiden der alene, helt alene. Han følte sig beskidt for at gøre det, men han ønskede ikke at såre hende ved at kræve noget alenetid fra hende, det var han alt for konfliktsky til at overskue. Så var løgnen lettest, for en løgn er uvirkelig og kan kun potentielt gøre skade på kun en selv, i det stadie hvor den stadig forbliver uvirkelig.

Dette gjorde han et par gange over et års tid, men nok for mange gange til at det virkede troværdigt, for hun blev mistænksom over dette pludselige skift i hans arbejdsgang, og hun konfronterede ham med det en dag, hvor han fik det banet af vejen med en overbevisende ro. Indtil han så tog afsted igen, på sin enmands tur, og hun spekulerede i dobbeltsengen lørdag aften, og måtte søndag skrive til hans kollega om det virklig passede at de var på arbejdsrelateret rejse. Der knak filmen. Kollegaen skrev at der ikke havde været nogle rejser med arbejdspladsen nogensinde, og hun lagde to og to sammen. Da han kom hjem søndag aften samme dag, var han som død for hende, hun ventede på ham i mørket på trappen i gangen, og rejste sig så snart han kom ind med sin kuffert. "Jeg ved at du ser en anden, jeg er ikke fuldkommen dum i hovedet. Du er virkelig ulækker og du skal forlade huset nu og hvis du nægter så er det mig der går." Han måbede, men regnede ud hvad hun havde opdaget, eller misforstået, og han fortalte hende sandheden, men han kunne ikke bevise at han blot havde været alene på alle disse ture, for af en mærkelig grund er utroskab mere troværdigt end trangen til at have en affære med sig selv. Hun købte den ikke, hun græd og skubbede til ham og så sagde hun til ham i døren, at han aldrig i sit liv ville komme til at se hende igen og heller aldrig ville høre snerten fra hende. "Det her, forsvinder lige nu og her, og uden efterslæb, koste hvad det ville. Det fortjener du ikke, du fortjener ikke afsondring, eller at se skyggen på mig nogensinde igen, din elskede som elskede dig, op i røg og væk for evigt" Og så gik hun.

Et par dage efter, regnede han med at hun ville komme tilbage, eller som minimum ringe, for efter lidt tids reflektion måske lige ville vende et par ting eller to. De havde trods alt været sammen i mange, mange år, og hæftige skænderier var ikke noget nyt. Han stolede faktisk på at hun ville komme tilbage, og at han så kunne forklare hende igen, at der var ingen anden, og at han faktisk havde løjet fordi han var afhængig af at længes efter hende, fordi han var så nødsaget af hende, og selvfølgelig også af sit eget selskab, men at det havde af ingen betydning om hvorvidt hun stod i vejen for ham, tvært imod, havde det været en armlægningskonkurrence mod ham selv. Men den dominerende arm vandt måske. For en dag efter arbejde, kom han hjem til hendes nøgler der lå på bordet, uden brev eller besked, bare nøglerne som det sidste, alt hvad hun ejede havde hun taget med sig, alting. Han hulkede i timevis på gulvet på badeværelset, sov ikke en eneste time den nat, men brugte den på at gennemrode sit eget hus, vende hvert et møbel, og skille det hele fra hinanden, for bare at finde en eneste ting som hun kunne have glemt, der tilhørte hende. Men intet var der, hun havde virkelig taget alt hun nogensinde havde haft præg på, selv de møbler hun havde skaffet eller købt, og huset stod tilbaget, helt afpillet som havde hun aldrig været en del af virkeligheden. Som havde hun været en bøvs af en tanke i hans hoved, en tolvårig lang bøvs som varede et sekund om at fordufte. Og han blev reduceret til en attenårig dreng igen, fordi hun tog al den tid med sig, som de havde haft siden han mødte hende, sammen med alle ejendelene i hendes voldsomme beslutning. Han tabte naturligvis sig selv, og prøvede at ringe til hende og finde hende, men gav op efter tiden. 

Om sommeren opdagede han, at hun måtte have sømmet stærekassen til, den der hang på ydresiden af huset, dengang hun havde været der og lagt nøglen, som sin sidste besked til ham. Herfra så han hende  fortsat aldrig igen, men han blev boende i huset, fik sig en lejer, en yngre mand som han ikke kunne fordrage, og undertiden blev han mere og mere besk og uhumsk, og vrissen og indelukket. Han sad nu hver aften alene i sin lænestol, eller liggende i sin seng, eller på en tur på gaden midt om natten, men uden at noget inde i ham adlød ham følelsesmæssigt. 

Han havde fået en så voldssom skinsyge fra dengang, at den stadig sad i ham tyve år efter. Der var småafgørende møbler som han aldrig havde fået sig taget sammen til at købe igen efter hun tog dem på den pågældende dag. Han levede et halvt liv nu, mens skinsygen tog til og i et efterår måtte han lade sig førtidspenssionere grundet en følgeton af en xenofobi-diagnose han havde udviklet siden sit trauma. Så nu var han gammel, han var syg, han var stoppet på arbejdet og kunne nu kun overskue at blive siddende alene i sit hjem. Han købte lejeren ud, grundet førtidspenssionen, og så kom lysten listende en morgen, en lyst til at terrorisere alle.

Hver morgen stod han tideligt op, og gik ned i dagligstuen mens han hørte radio, og gav sig til at øve sig på store lærreder han havde købt. Det tog hundredvis, før han overhovedet havde tillært sig processen. Så arbejdede han sig fra akryl over til oliemaling, lånte bøger på biblioteket og så film på internettet om at male, og langsomt indordnede han sig en realisme, i sine strøg, som kun motiverede ham ydereligere. Han købte mere malling, flere lærreder, og skitserne hobede sig op i hans hjem, i så store mængder, at han måtte møve sig igennem dem, fra sengen til komfuret hver morgen. Så købte han sig en hat med lang skygge, og besluttede sig for at gøre som impressionisterne, og tage lærredet med ud i det vilde, for at fange det naturlige lys, og den naturlige bevægelse, til stede og stående midt i selve motivet. 

I starten flokkedes de omkring ham på Nyhavn. Han stod bag staffeliet, og skitserede på tegnebrættet, afstemte kanalens huse i finpolerede streger, mærkede an med kul for at afprøve lys og skygge, og begyndte så med at dække det hele med oliemaling. De kullørte kanalhuse og vandets spejl kom til syne fra den gamle mands pensel. Og han var dygtig, meget dygtig, for nok var det malet i et vist tempo, men realismen var til stede i billedet, lyset var nøjagtigt doseret korrekt i farver der legede med skønheden. Han sagde ikke et ord, han brugte kun sit øje og sin hånd, og store grupper af folk der kom og gik, og stod og så på, samlede sig bag ham. Da husene var færdige, og billedet havde nået sit niveau, skruede han hætterne af den gule og den røde tube, og blandede ildens farve. Så satte han ild til alle tagene i motivet, malede røg derpå, og tilføjede også mennesker der løb i panik, langs kanalen. Åbne munde af rædsel, forglødet hud af sved fra varme og skrækløb. Da han var færdig kunne han ikke dy sig for at male en mand mere, som lå nede i kanalen, og så død ud. "Du jo ikke rigtig klog" sagde en gammel dame. Folkene blev forarget og forlod ham, enkelte følte de skulle råbe ting til ham, men han fortsatte blot med at færdiggøre de sidste detaljer.

Hver formiddag fortsatte sådan. En dag tog han til Melchoirs plads på Østerbro, og malede springvandet. Det var en lørdag, så der var mange der så på. Og endnu engang vandt han folkets anerkendelse med sin nøjagtighed, sine teknikker og kunstneriske valg af afgørende betydning. Han fik det springvand frem, fik det til at se ud som havde det en poesi i sit vnadløb, en tyngde af at være et objekt af verdenen, og han malede dybde i billedet, gav det baggrund, og malede mennesker han så, gå og stå rundt om på pladsen. Så skruede han hætterne af den røde og den gule tube, og begyndte at male, agressive røde flammer der stod op, for hvert et menneske på pladsen. Han satte også ild til en barnevogn, og til en cockerspaniel. Stemningen skiftede på pladsen, som var han blevet til en hundelort, de undgik ham, stirrede på ham, som de havde gloet før, men nu med foragt og fortvivelse, og vrede. Han reagerede aldrig, men da der kom en betjent som måtte være blevet tilkaldt, forlod han pladsen fordi han blev bedt om det.

Men dagen efter malede han Tove Ditlevsens Skole, og satte den i flammer på lærredet, og politiet ankom igen og måtte advare ham om at han gjorde dødstrusler. Men da han bare blev stående måtte de trække ham med på stationen. Han fik en repremente og en bøde, og tog hjem igen samme eftermiddag, hvor han direkte efter tog ned til Christiansborg, fra Thorvaldsens side, og malede borgen, på klods hold, med to brændene flyver styrtet ned i taget. Politiet ankom.

Og den kommende tid, gik ud på at få malet inden han blev stoppet af politiet, ikke altid nåede han det. Somme tider sparkede civile til hans staffeli, eller skubbede ham i jorden. Snart, kunne han ikke tage nogen steder hen, uden at politet allerede ventede på ham. Han betalte flere og flere bøder, og blev advaret om forvarring, hvis ikke han snart stoppede. En dag malede han en kirke i flammer i Valby, en moske i flammer i Nord vest og en sygnagoge i Indre by. Han var lykkelig.

Manden røg ind af ud af fængslet, altid med korte domme, men stoppede aldrig med at fortsætte sine billeder. Han undrede sig somme tider over at folk fortsat tog ham alvorligt, og langsomt havde hans rygte også spredt sig, og han var blevet til et forbillede blandt en håndfuld højreradikale, der brugte ham som standpunkt i debatten for ytringsfrihed. Men også  antiautoritære aktivister hyldede ham, startede facebook sider om ham, og forsøgte at passe på ham når han stod på gerningsstederne.

Efter at have malet de fleste nationalemblemer i brand begyndte han at kede sig i det og havde så en periode med at male helt normale lejligheder runt omkring i københavn, i flammer. Han stod så en dag og malede en herskabslejlighed, næsten uforstyrret over alle de mennesker der af en grund altid var begyndt at finde ham hurtigt. Men i det han havde skruet hætterne af den gule og den røde tube, og sat de første strøg, hørte han skrig og så op mod selv samme lejlighed som han havde brugt som motiv. Ud fra den virkelig lejlighed, drev der en tung og sort røg, hidsigt kastet op over byens tage. Han stoppede hånden med det samme og kunne ikke stoppe med at glo på det, de dragende kunstige lys fra flammerne, og lydene af vinduer der sprang, og konstruktioner der faldte sammen med smæld indefra, så faretruende flygtigt fra virkeligheden, den egentlige lykke. Lykken er flygtig, flugten er lykkelig. Det brændte pludseligt ægte og beredskabet rullede ind, mens byens folk kom vrimlende, med deres afstand til det hele, men deres åbne munde og kujonske heltemod. Han stod nærmest, og blev næsten skubbet omkuld af lejlighedens beboer der strømmede ud af deres brændende hjem. Og i vrimlen, mellem de snart hjemløse, var der en kvinde som fik hans blik, hun opdagede ham mens hun var på vej væk, men måtte så stoppe. De så på hinanden, begge med overvældet frygt, men øjnene greb sig om hinanden, som armen om bøjen i vandet. Og de så det begge straks, efter så mange år, var der ingen tvivl, hun var kvinden han havde elsket og som forlod ham, og nu stod hun der på gaden i strømpesokker, og med en pige i hånden. Han stod stivnet, da hun kom hen mod ham, for hun smilte til ham fastholdt i blikket, som var hun blevet redet. Hun trak pigen med sig og kom helt hen til ham, hun så kun manden og bagsiden af lærredet, og i et forsøg på at omfavne ham, opdagede hun hvad han havde malet. 

Han fik aldrig det kram, han fik ingengang en bemærkning. Han fik et alt for hastigt blik, som han aldrig glemmer, hendes øjne var ved at flyde over af væmmelse og inderlig barnlig skræk, to øjne som lignede to svigtede søskendebørn, de borede sig ind i hans og satte sig et gammelt sted, snakkede til hans dumme fornuft og fik ham til at se sig selv udefra og så forlod hun ham ligeså hurtigt som hun havde gjort det før. Det føltes som om at maven faldt ud under ham. Manden stod tilbage, i samme låste position som før, nu med blikket op på bygningen og tårene løbende ned af kinderne, ustoppelige strømme. Så lukkede han dem i et ganske øjeblik, lige inden han blev taklet ned på jorden og lagt i en benlås, af tre betjente.

Det er svært at vide, med de ting som man kommer til at fortryde, men som man også havde fortrudt hvis ikke man havde givet dem et forsøg i første omgang. For ikke at tale om den fejl man begår to gange, eller mere sjældent; den chance man griber to gange og får succes af begge af gangene. Nu engang er det sådan at den svære toer findes, men der findes altså også bøf nummer to, le beuf deux, og den kommer først når man tager samme chance, anden gang. Ting brænder rigtigt nok, ting går op i røg for en stund, men der findes altid en anden gang og ingen mennesker siger farvel og mener det, for tilbage vil altid være ruinerne, og tilbage vil du altid have dig selv og dine aftner alene hjemme, i stuen, i haven, i hovedet.

Skrevet af
Storme van Dijk, April 24