Den gotiske linje

Mørket er en del af det tyske flag. Jeg tegnede det i bogen jeg studererede i, et tysk flag på hver en side. Det sorte felt i trikoloren, det lagde jeg altid mest tryk på, og så det røde, men lod det gule stå for sig selv, det lod jeg være farven fra bagrunden fra bogens sider. Den svage farve interesserer mig ikke, de er lyse og svundnende transparente, og hvad vil det svage, mig i grunden, andet end at dø ? , og dø på mig.

I nden jeg studererer står jeg i skabet. Det gør jeg for at vælge tøj. En dag valgte jeg at tage en charmeklud på, den hang om min hals resten af dagen og gjorde mig urolig. Min kæreste går i 10. klasse mens jeg læser til statschef. Men på nuværende tidspunkt er det, Drn. Magrethe d. !!, der jo er det officielle statsoverhovede i Danmark, så følge af en fremtidig afskaffelse af det danske konstitutionelle monarki, bliver det først muligt for mig dér, , at blive statschef. Og det passer mig også fint, min kandidat er lang, der er rigelig med tid til forandring, det lægger livet til, og indtil da benytter jeg mig bare af at ageere over for autoriteterne. Dem som bestemmer over mig nu, har jeg utroligt meget respekt for, jeg drømmer jo om at bestemme over dem. Jeg har læst på wikipedia at den svenske pendand for baron-titelen, er en friherre, og jeg synes netop at denne adeltitel er den der vil klæde mig bedst indtil jeg bliver statschef. Bare som en leg, og min kæreste der lige har dimiteret i folkeskolen ville blive frue.

Så en dag, da jeg var på sommerferie gik jeg ned af lunden og for enden af tomatstien stod gartneren og sagde » Se ungerne, lyt. Se på gøgeungerne og den røde glente. Jeg har sådan stået her og set op, i så mange dage. Jeg ved ikke om jeg tør vente på at de daler. Hvis jeg først så ungerne dykke, tvinges jeg til det som jeg altid tvinges til ved at være menneske; at navigere mellem frygt og medfølelse. Hvilken anden meddelelse ville så ikke også følge med fra himlen? En dalene fugl, om den er på jagt eller om den selv jages, er en sand besked fra mønningen. «

Efter han havde sagt det tog han hårdt fat i mit håndled og trak mig ind til sig. Først der da jeg kom så tæt på ham, så jeg at han ikke helt lignede noget menneske, men noget som nøjagtigt prøvede at efterligne det. Af et væsen som, mere levende en voksdukker, men stadig med samme falske og grundige fortolkning af menneskemund og væren. Han bar et par gule briller, og trods han måtte have stået ude under solen året rundt, var han bleg, kridhvid. Jordens herrer, kaldte gartneren sig selv. Og han sagde til mig "Dig kender jeg. Jeg kan sådan lide dig, og jeg håber at du opnår det du vil. Jeg skal sørge for det, af alt jeg kan. For du og jeg minder om hinanden, jeg er jo også en regent, som du drømmer om at være, jeg er jordens herrer. Men du må tilgengæld love mig noget. Du må få 12 til næste semesterafslutning, ellers bliver du ingen statsleder." af hvorfra han vidste dette vidste jeg ikke. Jeg svarede at jeg vil gøre mit bedste og så klappede han mig på ryggen og slap sit greb. Og da han troede jeg var gået så jeg at han så op mod fuglene igen, og pegede på en lærke i luften over ham, som i det samme faldt ned fra himlen. Jeg så på skovlen
og på leen han havde brugt og tog hjem.

En vaskeægte leder må lære at lue ud, tænkte jeg en uge 

 inden eksamen. Jeg tror det gode ved os som vil blive den %1 del af øverste autoritet, er at vi om nogen har forbilleder, og at vi om nogen, mere end nogenanden, dyrker disse til vores livsstykke. Det jeg ønsker at være når kandidaten er afsluttet, kræver hverken rifter eller sår, eller jordforbindelse eller en god velhervende familie. Man fristes til at sige at det ingen gang kræver disciplin, men derimod blot det simple krav om at makke ret for systemet der leder mig og dets folk der ledsager det. Det er lovlydigheden der gør mig til herskeren, det misforstår mange af mine venner for at være en socialdemokratisk dårlig vane. Men det har intet med socialdemokratiet at gøre, for min politiske overbevisning retter sig altid mod den nuværende siddende parti. Jeg stemmer på regimet, også til næste valg, for der er noget der hedder borgerpligt og min fortæller mig at dette er min forpligtigelse. Ønsker jeg ændring? Naturligvis. Men den må jeg selv indføre. Og menigmand kan intet indføre, hverken demonstranter eller aktivister. Og det faktum ærger mig ikke, det holder mig i gang. Se på det sådan her den som ikke følger autoriteterne kan vi kalde ræven, og som bekendt vinder ræven aldrig. Den stiller sig mellem to lejrer, og snyder og narer ligeværdige antal gange opad som nedad, og den ved godt at den aldrig vil vinde, men det er ikke det der holder den i gang. Ræven bliver lykkelig af at holde sig ude for en plads, eller en rolle, og jeg er gjort af det modsatte, jeg bliver kun lykkelig af at have sådan en rolle. Jeg ønsker at reegerer fordi jeg har set på tyskland i dag.

Læsegruppe:

Til afslutende mundtlig eksamen, havde vi projektopgave i grupper på sttatskundskabsstudiet - min gruppe, Helena, Erckan, Eszkaban, Aziel, Luckas havde trukket statskontrol gennem mediedannelse, ændring og adfærd og havde valgt at arbejde med kriminalitet og indoktrinering. Som produkt, fandt vi på en eftermiddag på studenterhuset i købmagergade, at redesigne den danske fængselscelle så den ikke længere blev anvendelig til træning og armbøjninger. Det var vores idé at kriminel afholdenhed blev forstyrret af muligheden for at bruge afsoningstiden på at træne sig selv større, da, med al fysisk træning, man træner med et formål eller et målgeneret ønske om sig selv i fremtiden, og da man som ofte kommer fra en kriminel løbebane ville det dermed også oftest være oplagt at man ser den som sit mål for en stærkere krop. Vi var klar over at i vores hypotese vil man frarøve en begrænset mængde frihed, en ting Helena som medlem af et liberalt ungdomsparti, virkelig havde mange problemer med, men dybest set er fængslet som samlet instution en frarøvelse af frihed generelt, og det er vores job at inordne ferciliteterne således at man bedst muligt kommer væk fra løbebanen. Men nu er fængslet blevet til en form for kriminel sabbatsårs ordning hvor man kan få trænet sig selv op til hævn som tideligere nævnt. Ideelt set vil et fængsel være et sted med fed mad og meget tv og gode senge, dårlig hygijene ingen mulighed for job og meget kirke. Man skal tage på i vægt og tanker. 

Eszkaban, Erckan og Luckas tog mange stoffer i weekenderne og trænede på hverdagsaftnerne, de tilbød mig crackkokain bag værftssalen på fredagsbaren, jeg tog imod det, de havde varmet en ske og jeg røg det. Det var varmt, nybegyndt sommer. Jeg sad udenfor i min hættetrøje, og var skæv og for mig selv. Få dage til eksamen. Jeg ved ikke hvor længe jeg måtte have siddet der den aften, for ingen fandt mig. Men jeg sad på græsset i byparken og forhindrede mig selv i at komme tilbage til festen. Jeg hørte dem der kom forbi, nogle gymnasieelever, og endda tror jeg at de tog kontakt til mig, lavede sjov måske, måske de også tog mine ting, for de var væk dagen efter. Jeg var lammet tror jeg, ikke som sådan besvimet men ude af stand til at bestemme over mig selv. Hvis man kan rejse sig, i ordets eksakte betydning, så er der ingen fare på færde. Men jeg kunne ingengang tænke, ingengang forestille mig noget, jeg kunne tage mig til ansigtet og det var det. Og ansigtet spændte og kogte sig selv i stykker, mørnede og var det som om jeg kunne hive ting ud af det? Ja, jeg oplevede at komme til at trække i næsen og næseryggen give sig, og alle spændingerne i kæben og øjnene trak sig med, ud af svøbet ud af krydderen ned i skødet. Mit kranium, mit eget tingsliggjorte jeg, havde jeg med en fejl revet løs fra søjlen og sad nu med i skødet. I det, husker jeg min erkendelse.

I kroppen er væren, vores væren. En tilværelse er afhængig af kroppen, inkarnation. Kun i kødet kan ånden vandre. Men i et kranium er det ikke længere livet, men det levede der bestemmer over det. Livet der ikke længere er, der står kun en halvdel af en dualisme tilbage, indtil det forgår. Væk er måske inspirit i kraniet, men tilstede er det at den har været levende engang, siddet som brynje som en kapsel rundt om en sjæl en hjertebanker. Dekarnation må dermed være, når ånd forlader kød (igen), og hvad efterlader det os? Tingsliggørelsen af mennesket, biologiens arv. Et kranium kan detekteres det kan en død mands tøj og inventar ikke. 

Til eksamen fik vi individuelle karakterer. Jeg fik 12 som den eneste. Ude i venterummet var vi nervøse, og så var vi afspændte, lidt uforløste men lykkelige. For sommeren stod og ventede ude foran døren, bag ved mor og far og gutterne, som den sidste til at give et kram. Vi gik på ferie, tog ud på sneglen og badede. Tog til fester og sad om eftermiddagen på de udendørs bare i brokvarterende. Jeg tog med min kæreste og hendes familie til Ebeltoft kom hjem igen, faldt i søvn og sov i to uger. Mærkelig var det at min mormor og morfar gentagende gange skrev den samme sms til mig over den sommer. Beskeden lød "Har du nu lært at sejle?". Jeg har hverken båd eller ønsker om at få det så de må være demente.

En uge inden et nyt semester skulle begynde, var jeg ude med nogle drenge for at lave en happening de kaldte Running Reapers. Konceptet var at klæde sig en sort kappe og skeletmaske og legetøjs-le og så at jogge lige bagved joggerne i København. Som en kommentar til at de kun umiddelbart løber af livsforlængende årsager. Sundheden. Og fordi min kamerat har hørt om en svensk forskning der fandt frem til at den mængde tid ekstra man får forlænget sit liv med som jogger svarer uhyggeligt tæt til den mængde tid man sammenlagt har jogget i livet. Så man må holde af det hvis ikke bare at det er en flugt fra døden. Men projektet var ikke helt min kop te, nok blev der røget cigaretter i drengegruppen men selve det at klæde sig ud og hånliggøre andre blot for det budskab synes jeg var pinligt. Men vi gjorde det, ved Christiansborg, hvor der dumt nok er fattigt med løbere. Af de få der var, kunne de findes ved kanalen. Vi var fem styks udklædte og en der filmede til sin kampagnekamp. Indflydelsen var minimal, det klædte mig ikke. Den første jeg løb efter var en kvinde der slet ikke nænnede nogen reaktion, det værste der kunne ske for mig, det udstille mig. Drengene syntes at det var for fedt. Jeg løb efter en anden joggende kvinde bagefter og havde fået besked på at råbe ting efter hende som “Løb!” og “Jeg kommer efter dig” samt at klappe motiverende efter hende. Drengene lo, og joggeren ignorerede mig også, jeg fulgte efter hende i hvert et sving rundt om et gadehjørne og glemte hvad det var der gjaldt. Hun blev ved med at dreje så snart hun kunne og jeg løb med. Langsomt blev hun hurtigere og hurtigere og jeg måtte anstrenge mig for at holde mig lige bag hende. Pludselig slog det mig at vi var løbet rundt om den samme blok flere gange da hun så stoppede så brat op at jeg var lige ved at ramme ind i hende, hun vendte sig og skreg af mig, ud af det blå, at jeg var en klam mand og at jeg skulle finde mig noget at tage mig til. Hun var mere oprevet end bange, men havde adrenalin i skriget. Og så løb hun, jeg blev stående tilbage. Mildt ubehag, jeg følte mig mindre. Da jeg så prøvede at finde tilbage til mine venner, var de pist forsvundet, jeg prøvede at derfor at ringe men de tog den ikke. Alene gik jeg udklædt som manden med leen, op af ned af frederiks holm kanal. Jeg satte mig ned på Kanalcafeen bare for at kigge på deres smørrebrødskort, og vinde tid til at drengene skulle ringe tilbage. Jeg satte mig på det udendørs bordbænkesæt, det lille afsæt udover kanalen, ved et bord for to. Vi var ikke mange på cafeen og servetricen så skævt på min udklædning, men gav mig et spisekort. Et glas bestilite jeg opblandet limoncello, hun kom med bakken, og da hun flyttede sig igen så jeg en ældre kvinde sidde ved bordet foran mig. Kvinden var Prinsesse Benedikte, hun sad med en sovende mand, formegentligt hendes egen. Hun sad med en bred hat på og en lyserød jakke med pinnål. Hun så jeg så på hende og bøjede sig over bordet, og spurgte mig om jeg havde fået glosuppe med kigboller. Jeg blev forlegen og svarede nej.

"Jeg har mødt ham mange gange" sagde hun. Hvem? spurgte jeg, hun nikkede mod mit tøj, Døden? Spurgte jeg. Masser. sagde hun. Hvad? spurgte jeg. "Han har hentet mig optil flere gange, men jeg har naturligvis nægtet, og sagt at så måtte han skaffe sig en færgemand først, for jeg vil møde op med værdighed, og ikke bare fragtes som et andet slagterlam." Men det kan man ikke, var det jeg sagde. Jo. "Man siger i et ukristent samfund er det døden som hersker gud. Hersker størst, og hersker sidst. Men det er forkert, monarkiet hersker størrere." 

Hvem er han? "Han er jordens herrer. Han er gartner." Nej men han lovede mig jo, tænkte jeg, han lovede mig at jeg vil reegerer, og jeg lovede mig selv, at jeg ville blive statschef, vælte monarkiet, og blive regerende overhoved. Jeg blev urolig og spurgte. "Ham har jeg talt med, skal jeg overtage hans post?" Og Prinsesse Benedikte rystede på hovedet. "Du er som jeg. Den dårlige toer. Den der lever i skyggen for en andens ledelse. Den der kender magten, men aldrig ville få lov at udføre den, til evig tid uden død og glemsel." "Han snød mig det svin." "Du vidste bare ikke hvad du gik med til. Du vil blive hans færgemand, og regerer havnetrafikken. Du vil blive chef for fragt og sejllads. Glem alt om at starte på næste semester, du får prøvetimer i Mærsk og derefter står den på arbejde. Du kunne begynde at overveje at få sagt farvel til familie og venner, og din kæreste, for han vil få det arrangeret sådan at når du bliver hans lærling, færgemand, vil han få det til at ligne at du er forsvundet i kanalen for evigt." svarede Prinsesse Benedikte. Så rettede hun på trøjen, så lidt væk fra mig og gabte.

Har du lært at sejle endnu?

.Storme van Dijk