Genesis

Det er sjovt med solen, den må nok være den skabning der har mest at skulle have sagt, alt taget i betragtning. Den har blandt andet magten til at bytte om på verdenens farver. Den formørker det blege, og bleger det mørke, bruner det lyse, og bleger alting, hvis det står længe nok ude. Den spiser af os, af vores verden. Men ja naturligvis, er den kilden til liv, derfor er magten betinget, naturligvis for solen er begyndelsen. Og dermed er det tåbeligt at kategorisere den for andet end det.

Med mindre man startede et andet sted.

Først:

At kalde noget - objektivt pænt, er et lovbrud på vores forståelse af skønhed. Hermed ikke sagt at skønhed kun er subjektivt, for der eksisterer generelle ytringer om hvad der er godkendt som en færdiggjort visuel helhed, og hvad der ikke er. Ordet er bare ikke skønhed - det er æstetik. Der skal i øvrigt altid skildres mellem æstetik og skønhed. Som en tommelfingerregel, opleves alverdens ting først gode, når de opleves som færdiggjorte. Det vil sige at når de detaljer der bygger tingen, har gentaget sig nok gange, og er lige velbalanceret i sin egen dualisme, og dermed danner det samlede billede, den selvsagte ting, opleves det som en fyldesgjort gerning, og dermed det gode. Det er symmetri. Det er sjælens symetri, - det er det gode, men også det flygtige gode. Sådan er symetri, et øjebliksbillede for eksistensens nydelse. Æstetik har altså forbindelse til det gode, og de gode ting. Og hvad er så det gode og de gode ting ment i den her sammenhæng? Det er ment som alle de fænomener og materier der eksisterer for at kunne give os mennesker, en nogensom helst form for nydelse, (det vil sige fyldestgørelse), i det omfang det befatter at yde dette. Det gode er i alt det der kan bruges godt og for øjet er det æstetiske den hurtigste vej hen til det som bevidstheden tørster allerværst efter - netop det gode. Det gode gør selvopklarelsen, og det er her hvor æstetik og skønhed går ind og ligner hinanden, og ligeledes her den tenderende misforståelse opstår i forvekslingen af disse to, da æstetik og skønhed begge to byder op til at aktivere beskueren til at færdiggøre sit indre rumklang. Mens forskellen opstår i det faktum af at det gode som æstetikken fremmaner i os, er på det moralske plan mens det gode skønheden forvalter, er på det mystiske. Jeg skal lige have underbukser og sokkerne på her.

Og med det mystiske er det ikke hermed sagt, med det spirituelle, gud forbyde dette ord, eller det subjektive gode. Nej, her er tale om en fælles sandhed, én fælles sandhed, som skønheden inviterer til når beskuerens øje kaster blikket på det. Det er bare vigtigt at sige at skønhed ikke er egendefineret fra person til person, nej meget forkert. Og så vil læseren måske spørge hvorfor findes et fænomen som "objektiv sandhed" så ikke, når der findes en fælles "én sandhed"? Svaret ligger i at trods skønheden altid rummer samme "én sandhed" er beskuerens øjne forskellige. Det vil sige at effekten er ens, men i mødet med skønheden er nemlig ikke kun motivet men også aktøren. Beskueren. Her kan det bedst forklares med en analogi. At se på sine egne øjne i et spejlbillede, giver fornemmelsen for beskueren både at se og blive set på. Altså både at være motivet og aktøren. Og det er netop oplevelsen af skønhed, ens for alle. Ser man på en andens øjne igennem et spejl er det æstetik.  To sekunder, jeg må lige have mit ur på. Æstetik er det konceptionelle, det der altid ville lade beskueren tage sit stå sted, fordi det der beskues allerede er en færdiggjort fuldendthed, som dermed betinger mennesket til at forholde sig til sit mynster. Det er borgerlighed, en symetri for moral og tilpasselse. Det er strukturel oprør, den subjektive objektivisering, det er æstetik, et læserbrev til sig selv, en egendekoration. Stil er familiært forbundet med æstetik, da den også er sin egen fuldenthed, der i beskuerens begejstring ikke stiller nogle spørgsmål i forhold til hvad den svarer. Den svarer nemlig altid på sig selv, stilen. 

Og så:

Og så må skønheden kunne forklares ligeledes. Skønheden er det nye billede du troede du kendte, men hvor noget på en måde er gået galt i den ene halvdel. Gået galt forstået i æstetikkens forstand af det rigtige. Gået galt i forstand af galt for det gode, til det bedre. Skønheden er nemlig det bedre der opstod fra bruddet af det gode. Det skønne er ikke bare et brud på et mynster, men hellere et monumentalt opbrud af en ortodoks moralsk sammenslutning, et færdigbillede der mangler det sidste, eller modsat har overflod af det sidste for meget. Det kan forklares bedre, jeg trækker mine bukser på, og tager t-shirten på. Skønhed er når et menneske siger undskyld til et dyr.

Helheden er ikke fyldestgørende, da der mangler en del i billedet, nemlig kommunikation, ligesom man sågar kan sige at der er en overflod at den, da billedet pludselig skaber spørgsmålet om den menneskelige beklagelse. Ordet undskyld. Det rejser tvivlen om hvadend dette ord er ladet med, siden et dyr ikke kan modtage den virkning der gør ordet, forbliver det bare et humant instutieret begreb. Men i sammenhæng af hvad en undskyldning er, kunne man ligeså godt påføre det på dyrene, også selvom de ikke forstår det. Situationen fortæller direkte om os selv, som resten af alting altid fortæller om os selv, det er som med de øjne der ser, at de altid ser sig selv i det skønne. Her er følelsen af at blive set på (i reference til spejl-analogien fra tideligere) den herskende tvivl om det humane udtryk, og følelsen af at se, at det fremmede ved situationen, der beskues hos mennesket. Det er netop det fremmede, som skønheden bærer på, og som først lader forsoning, når vi føler os set på igennem det fremmede. 

At sige undskyld til et dyr er en misforståelse i sig selv, og misforståelsen er den bedste måde at kunne forstå sig selv på. Da der med misforståelsen aldrig er tale om en færdighed, men netop et tilbagelagt bart område til at danne mening, eller endnu bedre at fare vild i fraværet af samme. Jo mere man fare vild, jo bedre er det for forståelsen, og det er der det skønne trives, i forsøget på at overkomme det forståelige, ved at lade sig fare vild. Det er som at tabe sig selv uafbrudt, til man ikke længere ved hvem det er der ser, og hvem der ser på éen. Det er den store forvirring, det allersundeste for det gode hovede. I den misforståede verden er alting skønt, her vogter dialektikken, da der er ingen konstrueret idé om hvad det rette er, her hersker der en mulighed for enhver, da der i det blinde altid udsendes og optages i lige mængder, da der i det fremmede anskues ligeså meget som der indleves. Vi ser, over for det vi ikke kender, med et øje der er nøgent, modsat med æstetikkens helstøbte svar, og stoiske, nærmest retoriske virken, tvinger øjet til at føre sin moral og underlægge sig resten af verdens. Glæden ved tal der går op og deles ligepå, er serafisk, æterisk, flygtig til evig tid, for det er rusen af udskydelsens tid, det er tåbens gode dag. Et primtal er der ikke nogen der vil have, men et primtal har egentligt bedre adgang til det gode, det fuldendte, da det netop er et uløseligt og dermed hemmelighedsbærene udsagn. Man skal måske ikke forstå primtallet, men man skal holde det tættere end man gør. Altings tilstedeværelse er uoverkommeligt, tallet 17 vil dukke op. Jeg trækker skjorten på og retter kraven, knapper ærmerne. Skønheden er også søgen efter det fuldendte, men ud fra et dobbeltvirke, af både aktør og motiv, og i mødet med det fremmede og det misforståede. 

Æstetikken har ingen aktør der bruger sit indtryk, for i den æstetiske verden er personlighed hovedidealet. Spørg dig selv, hvorfor klæde sig pænt på når man skal på museum? Man skal måske se, men ikke ses på, eller hvordan? Det skal man jo også, men er man så velklædt hvis man har valgt sit tøj, eller er man mere velklædt hvis man ikke er klar på at blive beskuet? Det virker paradoksalt, men man kan ikke jagte oplevelsen af at blive set på, ligesom man efterhånden må vide at det gode, og det færdiggjorte ikke kommer til en hvis man jagter det. Den kontrol har ingen, og det prøver æstetikken at dække ved tanken om at aktøren har en personlighed.

Personlighed er et konstrueret begreb af staten, der skal gøre det nemmere at vælge sit erhverv. Interesser findes ikke, der findes kun indtryk. Personlighed findes heller ikke i den forstand som den er blevet til nu, nok er vi forskellige af mange gode grunde, men personlighed er idealiseret til at være det eneste kompas for adskilling. Personlighed er kontrastfuldt, ledet af en retning og moral. Ladet af tanken for at blive set, og være forberedt. Personlighed er ikke hjemme i øjnene i spejlet, det er ligemeget hvad der lægger bag øjenene, det vigtigste er at se. Vi er kroppe af forskellige tanker, der alle går rundt og nu og da rammes af forskellige indtryk, og det kan ingen forberede sig på. Men det er netop de indtryk der gør os, der skaber en forskel og en erindring. Identitet er ikke opdigtet, den er i sin vitalistiske form, et sandt naturfaktum, som besiddes af de indtryk der går igennem os gennem tilværelsen. Man kan så klæde indtrykkene på med æstetik og moral, værdighed og personlighed, eller lade dem stå bare i sit misbillede, sine unøjagtigheder, og skinne, alle de verdens uendelige små misforståelser, der skal opdages og optages af vores identiteter. Man kan godt klæde sig på, tøjmæssigt, men man kan aldrig klæde sig på rigtigt. Jeg kæmmer håret med vand. Jeg trækker habitjakken på. Alt sidder. Det gode, det færdiggjorte skal ikke være en forklaring, det skal være et indtryk. Helheden er mere intakt i det skønne, da det ikke gør sig på det konceptionelle, som ved æstetikken, og ikke har tanke for personlighed. Det hviler på princippet om at livet i større grad består af synonymer end af antonymer.

Til sidst:

Til sidst er der at sige at solen, som er den kilde vi bruger til at se, er en ting man ikke i sig selv må se direkte på. Lad det være et hint til os alle, om at skønheden leder og ikke skal ledes efter, for så vil vi skade øjet til vi bliver blinde.

Af Storme van Dijk 13.07.22